Apple har i nat, dansk tid, rapporteret sit regnskab for det normalt så gode Q1, der dækker over både iPhone-lanceringer og julesalg. Og det ser lige så grelt ud, som forventet: Der blev solgt 15 procent færre iPhone end i samme periode sidste år. Ifølge estimater fra Stategy Analytics blev der solgt 65,9 millioner iPhones i kvartalet til sammenligning med 77,3 millioner eksemplarer i samme periode sidste år. Men det reelle tal er svært at vide, da Apple for første gang ikke rapporterer præcis hvor mange enheder, der er solgt.
Prisen er en faktor
iPhone har i mange år været Apples guldkalv, men mange (inklusive undertegnede) mener, at Apple med priser på den forkerte side af 10.000 kroner simpelthen har presset citronen for voldsomt – og for første gang har æblechefen Tim Cook indrømmet, at prisen er ”en faktor” i forhold til det vigende salg.
I forbindelse med regnskabet sagde Cook videre, at Apple vil sænke prisen på iPhones på visse markeder uden for USA, for at imødekomme kursændringer, der har fået prisen for højt op. Han siger, at de markeder hvor iPhone er hårdest ramt også er de markeder, der er ramt hårdest af kursændringer.
Vil gentænke prisstrukturen
Cook siger til nyhedsbureauet Reuters, at Apple gentænker hvordan de fremover vil prissætte iPhone. At de ikke længere vil bruge dollarprisen som udgangspunkt, men sætte priserne baseret på de enkelte markeder. Det er endnu ikke meldt ud hvilke lande, der vil blive omfattet at prissænkningen – eller hvor meget den bliver.