Tado er kendt for deres termostater der kan styres via en app på mobilen – og som intelligent og efter forskellige parametre også nedsætter varmeforbruget – potientielt ganske meget. Den nye generation som de lancerer i dag har en hel del forbedringer over den forrige, og der er tale om en hel række produkter, ikke blot termostaterne selv. Det hele kræver dog, at du også investerer i en ny hub, da termostaterne ikke virker med den forrige generation.
Nu med Matter
En af de største forbedringer på Tado systemet er, at det nu har Matter integreret. Dermed kan systemet lettere integreres i alle de store smarthome platforme, såsom Google Home, Apple HomeKit og Samsung Smartthings. I de fleste tilfælde vil det ikke engang være nødvendigt at bruge Tados egen app – omend den giver mange specielle funktioner, som ikke fåes med de andre platforme.
Genopladelige batterier
Hvis ideen med at skifte sine termostater til en intelligent udgave er, at man gerne vil spare på strømmen og hjælpe miljøet, ja så nytter det ikke noget, at besparelsen så går til at købe batterier der både er dyre og skidt for miljøet – og sådan har det været med de forrige generationer. Nu har Tado tilføjet USB-C opladning til alle produkterne, så du ikke længere skal skifte batterierne ud. Har du en lang USB-C ledning kan du lade termostaten direkte hvor den sidder, men det er også ret let at tage den af og oplade den et andet sted, for så at montere den igen.
tado° X lanceres i dag (den 15. maj) i Tyskland, Østrig, Holland, Frankrig, Italien, Spanien, Belgien, Sverige og Danmark.
● Heat Pump Optimizer X – RRP DKK 1.949
● Smart Radiator Thermostat X med Bridge Starter Kit X – RRP DKK 1.249
● Smart Radiator Thermostat X – RRP DKK 779 / Smart Radiator Thermostat X Quattro pack – RRP DKK 2.849
● Bridge X – RRP DKK 549
● Smart Thermostat X med Bridge X Starter Kit – RRP DKK 1.549
● Wireless Temperature Sensor X – RRP DKK 779
● Smart Thermostat X – RRP DKK 1.169