ElbilerTophistorie

Taxiselskab opsætter egne lynladere

Det nye taxiselskab Viggo vil opsætte egne lynladere i København og Aarhus. Men alle elbilister vil kunne lade på lynladerne.

Der er for megen rift om opladerne i de store byer, mener det nye(re) taxiselskab Viggo, der udelukkende kører med elektriske biler. Derfor opstiller selskabet nu lynladere på tre lokationer i København og Aarhus. Der kommer i alt 16 ladepunkter, der kan lade med op til 150 kW og de bliver åbne for alle elbilister.

– Vi ser helt klart behovet for flere lynladere – og har med de rette partnere fundet den bedste løsning, både ift. logistik og klima. Det er win-win for vores chauffører, private elbilister og da også for Viggo som virksomhed, fortæller Kenneth Herschel, CEO og medstifter i Viggo.

 

Med de nye lynladere vil en Tesla Model 3 typisk lade op til 80 procent på mellem 20-30 minutter – til stor forskel fra de eksisterende ladere i og omkring København, som typisk tager over halvanden time om at oplade til 80 procent.

Vejdirektoratet har støttet op om projektet og tildelt op mod 3,19 millioner kr. i løbet af 2021. Merkur Andelskasse står for finansieringen og derudover har yderligere to virksomheder med et stærkt fokus på bæredygtighed valgt at indgå i projektet:

 

  • Ladeoperatøren Spirii står for etablering, drift og vedligeholdelse af lynladerne
  • Energiselskabet AURA Energi leverer grøn strøm fra danske vindmøller

Viggos lynopladning kan ikke kun bruges af Viggos egne chauffører, men også af private elbilister, andre taxiselskaber eller selvstændige erhvervsdrivende. Mod betaling, naturligvis.

Der bliver i alt opstillet 8 x 300kW lynladere, svarende til 16 udtag af 150kW. De endelige lokationer samt prissætningen vil blive offentliggjort i løbet af første kvartal 2021 – og ladestanderne forventes opsat umiddelbart derefter.

I oktober måned meddelte det grønne taxiselskab, at de har bestilt 300 eksemplarer af elbilen Fisker Ocean elbiler, der skal transportere kunderne rundt i skandinaviske byer.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.