Der bliver alligevel ikke nogen ny, stor nordisk underholdningsgigant bestående af blandt andet Yousee, TV3 og Viaplay. MTG har i dag meddelt i en pressemeddelelse, at TDC ikke ønsker at købe MTG Group alligevel. Det sker bare to uger efter at fusionen blev meddelt.
“Modern Times Group, MTG, er blevet informeret af TDC om, at dets bestyrelse agter at tilbagetrække sin anbefaling af den underskrevne aftale med MTG om at fusionere Nordic Entertainment (MTG’s nordiske tv-forretning, red.) og MTG Studios (30 tv-producenter i 17 lande, red.) med TDC Group,” står der i meddelelsen.
Overtages af pensionskasser
Det er samtidig kommet frem, at et konsortium bestående af pensionskasserne ATP, PKA og PFA og den australske investeringsbank Macquarie har ønsket at købe TDC. Konsortiet har ifølge Ritzau planer om opgradere det danske fibernet og investere kraftigt i at gøre TDC til leverandør af internetforbindelser i international topklasse. Der er ikke plads til MTG Group i disse planer.
Læs også: YouSee og Viaplay fusionerer til ny underholdningsgigant