Nu er det slut med at spørge efter wifi-koden på hotellet eller campingpladsen. TDC Erhverv giver nemlig kunder med et One+ mobilabonnement med data fri data i Danmark hele sommeren.
Danskerne er generelt storforbrugere af data på mobilen. Under coronapandemien accelererede tendensen med en stigning i det samlede dataforbrug på 30-40 procent om året. TDC Erhverv oplever desuden, at dataforbruget er i særlig høj kurs om sommeren. Sammenligner man for eksempel juli sidste år med en gennemsnitlig måned samme år, steg dataforbruget med 15 procent blandt kunder med et One+ mobilabonnement med data.
For at sikre at IT-chefen ikke får grå hår af at godkende nye datapakker for at følge med medarbejdernes høje dataforbrug i sommermånederne, giver TDC Erhverv derfor både nye og eksisterende kunder med et One+ mobilabonnement fri data fra den 1. juni til 31. august.
– Vi kan se, at dataforbruget stiger hen over sommeren, hvor folk er mere væk hjemmefra end sædvanligt. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde kunder med et One+ mobilabonnement med data frit dataforbrug hele sommeren, siger John Henriksen, CEO hos TDC Erhverv.
Det gælder naturligvis på hele TDC-netværket inklusive 5G. Mobilnetværket fra TDC Net blev i april måned, for syvende gang, kåret som Danmarks bedste.