TDC overraskede mandag ved at meddele, at de tænder for 5G-netværket den 7. september – altså om mindre end to uger. Det er dog værd at bemærke, at det udelukkende er mobilbrugere der opholder sig i centrum af København, Aarhus, Odense eller Helsingør, der får ’ægte’ 5G-hastigheder. Resten må nøjes med ’5G-light’.
Den brede dækning sker nemlig via 700 MHz-frekvensbåndet, der kun kan give hastigheder på op til 300 Mbit/s afhængig af enhed og placering. Skal brugerne opleve ’ægte’ 5G med hurtige gigabitforbindelser og korte svartider kræver det at 3,5 GHz-frekvensbåndet bruges – og det sætter Energistyrelsen først på auktion i løbet af efteråret.
Når TDC alligevel kan love ’ægte’ 5G til beboerne i de nævnte byer skyldes det, at teleselskabet har fået tilladelse til at benytte deres testfrekvenser i 3,5 GHz-frekvensbåndet til kommercielle netværk. Det er muligt, da man ikke forventer voldsomt mange brugere i begyndelsen, skriver Ingeniøren.
– Vi benytter en midlertidig licens til 3,5 GHz spektrum fra starten som giver adgang til særlige hurtige hastigheder i centrum af udvalgte byer. Vi benytter 700 MHz spektrum i den øvrige del af landet hvor man vil kunne opleve 5G som en opgradering med blandt andet højere hastigheder og reduceret forsinkelse, forklarer Peter Glüsing, der er kommunikationschef i TDC NET til Ingeniøren.
Det er endnu ikke muligt at se præcis hvilke områder i de nævnte byer, der vil få ‘ægte’ 5G via 3,5 GHz-frekvensbåndet, når der tændes for netværket, men TDC lover til mediet, at der vil være et dækningskort inden 7. september.
Det er også uvist hvornår 3,5 GHz-frekvensbåndet vil kunne tages rigtigt i brug. Energistyrelsen forventer at auktionen over både 3,5 GHZ og 26 GHz-båndene løber af stablen inden årets udgang, men garanterer ikke, at de kan tages i brug med det samme.
Med andre ord: Selv om TDC tænder for 5G om knapt to uger, så går der altså rum tid inden TDC-kunderne og resten af danskerne kan få det optimale ud af netværket. I særdeleshed, hvis man ikke bor i centrum af København, Aarhus, Odense eller Helsingør.