Tre af de fire store teleselskaber har nu offentliggjort kvartalsregnskaber for andet kvartal 2020; perioden, hvor COVID-19 virkelig kunne mærkes. Og det ser ud til, at det er gået hårdest ud over teleselskabet 3. Selv om selskabet fik 6.000 nye mobilkunder, så er det markant mindre, end de har været vant til de seneste år.
3 har længe været “kometen”, der voksede voldsomt. I årets første kvartal fik 3 eksempelvis 21.000 nye kunder – og i de to foregående 18.000 i hver periode. I samme kvartal sidste år fik 3 (og Oister) hele 30.000 nye mobilkunder. Alligevel er direktøren tilfreds:
– Usikkerheden blandt både private forbrugere og virksomheder har betydet, at mange har sat overvejelser om nyt teleselskab på pause. Derfor er vi også glade for, at vi er lykkedes med et fint resultat trods de usædvanlige vilkår, siger Morten Christiansen, CEO for 3 Skandinavien.
Overgås af Telia og Telenor Han må dog sande, at både Telia og Telenor har gjort det bedre end 3 i samme periode. Telia har på papiret den højeste vækst med 14.000 nye kunder, men selskabet tæller også ”maskinkort” med, hvilket forvrænger billedet lidt. I regnskaberne kan man læse, at de 7.000 af Telias nye kunder er M2M-services – som f.eks. IoT-løsninger. Reelt har Telia fået 7.000 nye kunder.
Telenor derimod, har tiltrukket 11.000 nye kunder i samme periode – og her er der tale om abonnementer til ”mennesker” og ikke IoT-enheder eller lignende.
Mængden af kunder hos teleselskabet 3. Kurven flader ud i seneste kvartal.
TDC Group, med Yousee, mangler stadig at fremlægge deres kvartalsregnskab. Det venter vi spændt på.
Med dagens tal beholder Telenor sin andenplads efter TDC Group, mens teleselskabet 3 med 1.450.000 napper tredjepladsen og Telia – uden maskinkort – fortsat er Benjamin med 1.379.000 mobilkunder.