Knapt 74 personer valgte hver eneste dag sidste år at blive kunde hos teleselskabet 3. Det gør 3 til det næsthurtigst voksende teleselskab i Danmark, kun overgået af mastodonten TDC. 3 nærmer sig dermed sit mål om halvanden million kunder.
Ifølge det seneste kvartalsregnskab kom der 11.000 nye mobilkunder i butikken alene i årets fjerde kvartal. Det er næsten lige så mange, som Telenor formåede at hive hjem i årets første ni måneder (12.000, renset for maskinkort). Værst ser det dog lige nu ud for Telia, der bare har formået at tiltrække 3.000 nye kunder i årets første ni måneder.
TDC Group er fortsat størst og lægger endda afstand til de øvrige igen. Med hele 31.000 nye mobilkunder i de første ni måneder. TDC Group har endnu ikke afleveret kvartalsregnskab for fjerde kvartal, så tallet er muligvis endnu højere.
Med de seneste tal ser fordelingen af mobilkunder mellem de store selskaber ud som i grafen herunder. Bemærk, at teleselskabet 3 dækker over både 3 og billigselskabet Oister. Bemærk også at 3 endnu er det eneste af selskaberne, der har afleveret tal for fjerde kvartal.
[infogram id=”94dd0eed-eaef-4aee-871b-117371f67877″ prefix=”uN8″ format=”interactive” title=”LIVE – Teleselskaber”]
Teleselskabet 3 fortæller også, at de har ramt en anden milepæl, idet 25 procent af alle 3’s master nu er opgraderet til 5G-netværk. Heraf er en stor del aktive med det superhurtige såkaldte C-bånd – 3,5 GHz – der kan give hastigheder i Gbit-størrelsen.
Parallelt opgraderes 4G-netværket med henblik på at fordoble kapaciteten, og der er planlagt etablering af 1.000 nye mastepositioner, hvoraf de 100 allerede er sat op.
3 omsatte i 2021 for 2.787 mio. kroner, hvilket er en vækst på 46 mio. kroner i forhold til 2020. Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) landede på 711 mio. kroner.