Ved årsskiftet forsvandt kanalerne fra Discovery Networks fra Yousees pakker. Nu forsvinder de også fra Telia TV. Efter flere måneders forhandlinger er det ikke lykkes for de to parter at blive enige om at fortsætte samarbejdet.
Aftaleophøret betyder, at Telias 21.000 danske tv-kunder i dag får en række nye kanaler i tv-pakkerne.
Telia smækker dog ikke døren for Discovery Networks:
– Vi kan dog ikke udelukke, at vi på et senere tidspunkt vil genintroducere nogle af kanalerne fra Discovery Networks. Det danske tv-marked er i konstant udvikling, og vi vurderer derfor løbende, hvordan vi sikrer et attraktivt prissat tv-produkt med relevant underholdning og gode oplevelser til vores kunder, forklarer Sine Smith Jensen, Director of Commercial Management i Telia, i en pressemeddelelse.
Hovedparten af Telias kunder har 4ONE-pakken, hvor TV2 Zulu kommer til at erstatte Kanal 5. For Telias kunder på den mellemste TV-pakke, 4MORE, kommer kanalerne CMore Stars, CMore First, CMore Hits, CMore Series og SF-kanalen til at erstatte Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1 og Discovery channel.
For Telias kunder på den store TV-pakken, 4ALL, vil kanalerne CMore Stars, CMore First, CMore Hits, CMore Series samt SF-kanalen erstatte Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1+2, Discovery Channel, Discovery ID, Discovery Science, Animal Planet og TLC.
Telia TV fungerer via en app, der gør det muligt at se tv på mobil, computer eller tablet. Det er også muligt at se Telia TV i hjemmet via en tv-boks, Chromecast. Apple TV eller Apple Airplay.