Godt nyt til Tesla-folket. Selskabet har planlagt at udvide sit Supercharger-netværk herhjemme med 100 nye ladepunkter, fordel på ni nye V3 Supercharger-stationer. De skal alle være klar inden årets udgang. Det fortæller Teslas Manager for Content and Programs, i Sverige, Danmark og Finland, Maria Lenz, til foreningen Tesla Owners Denmark.
Blandt andet kommer der Supercharger-stationer i både København og Århus, som en del af Teslas City Supercharging-program, der skal afdække, om de hurtige opladere kan hjælpe de elbilsejere, der bor i byerne og ikke har mulighed for at oplade i hjemmet. I begge byer kommer ladestationerne til at ligge “tæt på centrum”.
Derudover vil der blive oprettet V3 Supercharger-stationer i Hillerød, Holbæk, Kastrup, Aarup, Esbjerg og Aalborg.
Tesla har i øjeblikket 11 Supercharger-stationer med i alt 150 ladepunkter i Danmark. Der er altså næsten tale om en fordobling.
V3 Supercharger-stationerne kan oplade bilerne med op til 250 kilowatt. Det betyder, at en Tesla Model 3 Long Range kan oplades til 120 kilometers kørsel på bare 5 minutter. Stationerne er typisk placeret langs hovedfærdselsårer.
Forbeholdt Teslaer?
Teslas Supercharger-netværk er temmelig godt udbygget i hele Europa, men er forbeholdt Tesla-ejere. I hvert fald på papiret. Så sent som i slutningen af december måned tweetede Musk, at flere elbilsproducenter kan få adgang til netværket. Vi har også tidligere skrevet om en “fejl” der gjorde det muligt for elbiler af alle mærker at oplade via Teslas Superchargere. Men, det er måske slet ikke en fejl …
Kortet med både nuværende og kommende Supercharger-stationer kan ses hos Tesla (åbner i nyt vindue).
Du læser iNPUT – magasinet om teknologi. Husk at tjekke vores hjemmeside, for at læse de seneste nyheder, følg os på Facebook og tjek de seneste videoer på vores YouTube-kanal.