Da Tesla i november sidste år annoncerede, at de ville gøre deres eget NACS ladestik til en standard, der skal konkurrere mod CCS2, var der ikke mange der gav dem en chance. Men her, bare et halvt års tid senere, ser situationen ganske anderledes ud.
Tirsdag kunne Tesla meddele, at den tredje bilproducent hopper med på Teslas ladevogn, nemlig Rivian. Aftalen giver Rivian-kunder adgang til mere end 12.000 af Teslas SuperCharger-ladestationer på tværs af USA og Canada fra næste år.
Rivian følger Ford, der i sidste måned afslørede, at kommende Ford-elbiler vil være udstyret med Teslas NACS-ladestik (North American Charging Standard ). Eksisterende Ford-elbiler vil også kunne lade på Teslas ladestandere, men via en adapter.
Den tredje bilproducent er ikoniske General Motors, GM, der ligesom Ford vil udstyre sine elbiler med NACS-stik. GM tæller bilmærker som Buick, Cadillac, Chevrolet og GMC. Alle disse bilmærker vil altså fremover have en fordel ved at lade på Teslas Supercharger-netværk. Så selv om NACS måske ikke officielt er amerikansk standard, lader den til at blive det “af bagdøren”.
Hyundai overvejer også NACS Desuden siger rygterne, at også Hyundai overvejer at skifte CCS2-stikket ud med Teslas NACS-stik. I hvert fald på de biler, der sælges i USA. Og det på trods af, at NACS p.t. ikke kan håndtere 800 volt teknologi, som Hyundai har udrustet sine elbiler med.
Visuel sammenligning af NACS og CCS1 stikkene foto: Tesla. Det specielle ved Teslas stik er, at det er designet til at klare både hurtig opladning via jævnstrøm (DC) og normal opladning via vekselstrøm (AC). Samtidig er ganske klejnt, i hvert fald i forhold til den europæiske standard, CSS Type 2.
Siden 2019 har alle europæiske udgaver af Teslas biler været udstyret med CSS2-stik, så intet tyder på, at Tesla ønsker at satse på eget ladestik her i Europa. I hvert fald ikke endnu …