Ifølge nyhedsbureauet Reuters fiflede Tesla med bilernes rækkevidde, for at give et mere ‘rosenrødt’ billede af, hvor langt de kunne køre på en opladning. Det skete på bud fra Elon Musk og skulle give nye kunder et bedre indtryk af bilerne.
Bilproducenten blev sidste år så oversvømmet med klager over køreafstande, at den oprettede et særligt team til at annullere ejernes serviceaftaler, hævder Reuters.
Ifølge artiklen begyndte det for omkring ti år siden, hvor Tesla blot havde Roadster og Model S på menuen. Den software, der vurderer rækkevidden, blev fikset, så den viste langt mere positive tal.
Når batteriet så nåede ned på 50 procent af kapaciteten, ville algoritmen vise chaufføren mere realistiske fremskrivninger af den resterende køreafstand. For at undgå at bilister strandende med døde batterier, blev Teslaer designet med en “sikkerhedsbuffer”, der tillader omkring 24 kilometers ekstra rækkevidde, selv efter instrumenterne viste et tomt batteri.
Reuters citerer en unavngiven kilde, der angiveligt selv har indsigt i den omtalte software. Kilden hævder også, at det var Musk selv, der gav ordren.
“Elon ønskede at vise god rækkevidde, når bilen var fuldt opladet. Det giver kunden en god følelse, når bilen viser, at der er 5-600 kilometers rækkevidde,” siger kilden.
Specialafdeling skal håndtere rækkevidde-klager
Reuters kan hverken få be- eller afkræftet, at fiflerierne stadig foregår. Men i artiklen argumenter kilder for, at Tesla fortsat har et yderst positivt rækkeviddeestimat. Så positivt, at de sidste sommer oprettede en speciel afdeling, der skulle håndtere kundeklager over manglende rækkevidde.
“Tesla oprettede afdelingen, fordi dets servicecentre blev oversvømmet med aftaler fra ejere, der havde forventet bedre ydeevne baseret på virksomhedens annoncerede estimater og de fremskrivninger, der blev vist af bilernes rækkeviddemålere i instrumentbrættet selv,” skriver Reuters.
Afdelingen skulle lette presset på servicecentrene, ved at undgå, at de rækkevidde-klagende kunder sendte bilen til service. Ledere fortalte medarbejderne, at de sparede Tesla omkring 1.000 dollars for hver aflyst aftale, siger kilden.
Hele den meget omfattende artikel fra Reuters kan læses her.
Læs mere: Lækkede dokumenter afslører tekniske problemer hos Tesla.