Tesla-ejere må fremover finde sig i, at de må hilse på andre elbilsejere på Supercharger-ladestationerne i Danmark. Tesla har netop meddelt, at de åbner udvalgte Superchargers i Danmark, Finland, Tyskland, Schweiz og Luxemburg.
I forvejen har Tesla åbnet for stationer i Holland, Frankrig, Norge, Sverige, Spanien, Storbritantien, Belgien og Østrig.
I Danmark indgår 128 Superchargers fordelt på 8 stationer fra nord til syd i pilotprojektet, hvilket faktisk gør Tesla Superchargers til det største lynladenetværk i Danmark (>150 kW).
Stationerne, der er åbnet for herhjemme er:
- Hjørring ( 12 x 150 kW)
- Haverslev (16 x 150 kW)
- Randers (14 x 150 kW)
- Ikast (12 x 250 kW)
- Hedensted (16 x 150 kW)
- Rødekro (16 x 150 kW)
- Odense (16 x 250 kW)
- Køge (26 x 150 kW)
De første Supercharger-stationer åbnede i 2012 og i dag er der mere end 35.000 på verdensplan. En liste over alle stationerne kan findes på Teslas hjemmeside.
Elbilsejere af andet bilmærke kan vælge et månedligt abonnement for 99 kroner om måneden i Tesla-app’en og få samme kWh-pris som Tesla-ejere, nemlig 4,35 kroner. De, som ikke vælger medlemskab vil kunne oplade til en højere gennemsnitlig kWh-pris på 5,53 kroner. Priser for opladning er tilgængelige i Tesla-appen og varierer mellem de forskellige stationer, der er involveret i pilotprojektet.
Hvordan oplader jeg, hvis jeg ikke kører en Tesla?
- Download Tesla-appen (version 4.2.3 eller nyere) til iOS eller Android, og opret en Tesla-konto.
- Vælg “Oplad din Non-Tesla”, og find din Supercharger-lokation.
- Tilføj din betalingsmetode, tilslut din bil, vælg en stander, og tryk på “Start opladning”.
- Vælg “Stop opladning” for at fuldføre din session.