Tesla-kunder, der har betalt for ‘fuldt selvkørende egenskaber’ til deres biler (og er med i beta-programmet) kan se frem til at sætte sig bag rattet i dag. Som lovet af Elon Musk, er Tesla nemlig begyndt at sende betaversion 9 til kunderne via en over-the-air -opdatering.
Opdateringen til FSD beta 9 har været længe ventet. De seneste tre år har Musk gentagende gange lovet, at ‘fuldt selvkørende egenskaber’ var “lige om hjørnet”. Nu er den den et lille skridt nærmere.
Betaen åbner for, at mange af de bestemt-ikke-autonome, men meget avancerede, driver assist -funktioner kan bruges på lokale veje og ikke bare på motorveje. I hvert fald i USA. Om danske Tesla-ejere kan bruge funktionerne herhjemme er uvist – men vi hører rigtig gerne fra læsere, der har modtaget opdateringen, så vi kan få det afklaret.
Spørgsmålet er også, om beta-softwaren er klar til vejene? Elon Musk fortæller i et tweet, at der er luget ud i alle kendte fejl, men advarer samtidig om, at man bør “være paranoid”, fordi der naturligvis vil være “ukendte problemer”.
I den dokumentation, der følger med opdateringen, advares testerne om, at systemet kan “gøre det forkerte på det værste tidspunkt”. Det nævnes også, at kameraet i kabinen er blevet forbedret i forhold til at holde øje med førerens opmærksomhed, ligesom visualiseringerne på bilens skærm er blevet opdateret – og øget i størrelse.
Tesla advarer fortsat om, at føreren skal have øjnene på vejen og hænderne på rattet.
Youtuberen Chuck Cook er en af de Tesla-ejere, der allerede har fået ‘fuldt selvkørende egenskaber’ via opdateringen – og han fortæller om sine første indtryk i videoen herunder.