Med Tesla Model 3 er visionen at lave en elektrisk bil, der er til at betale. Og selv om det toneangivende amerikanske medie Consumer Reports har fundet masser af ting, de kan lide ved bilen, så kan de ikke anbefale den. Og det skyldes primært at M3 har dårligere bremselængde end sammenlignelige biler, skriver magasinet.
Ifølge magasinet har Model 3 en bremselængde på 152 fod (46,3 meter), når den kører 60 mph (96,6 km/t). Det er længere end en Ford F-150 pickup-truck.
Consumer Reports følger en global standard for test af bremser, der indebærer, at bilerne accelereres til en hastighed på 60 mph, hvorefter bremsen hugges i bund indtil bilen stopper. Dette gentages flere gange for at garantere konsistente resultater.
Tesla afviser
Elon Musk og Tesla har svaret, at de ikke genkender tallet. Interne test viser, at bremselængden på Model 3 er på 40,5 meter. Det tal kunne Consumer Reports kun genskab i første test – i alle efterfølgende test var bremselængden længere. Selv når bilens bremser havde fået lov til at køle ned over natten.
Ud over bremselængden har Consumer Reports noteret, at den centrale trykfølsomme skærm gør det for svært at justere bilens klimaanlæg – hvilket kan resultere i førerens uopmærksomhed. Desuden bemærkes en dårlig kørekomfort og vindstøj som årsager til at bilen ikke kan anbefales.
Problemer med Tesla Model 3
Den dårlige anmeldelse er bare det seneste af Teslas mange problemer med Model 3. Der har været produktionsvanskeligheder og bilen var oprindelig bestemt til at koste 35.000 dollars, så den blev sammenlignelig med (dyrere) sedan’er. Men siden har Elon Musk sagt direkte til The Verge, at Tesla simpelthen ikke har råd til at sælge Model 3 til den pris, hvis de skal overleve. Derfor er det kun en markent dyrere model med ekstraudstyr, der produceres i øjeblikket.
Amerikanske Consumer Reports er sammenlignelig med det danske medie Tænk.