Tesla er som bekendt et amerikansk firma, og som amerikansk bilproducent skal man have den amerikanske ”nationalbil” pickup-truck i sortimentet. Således har Musk da også i årevis fortalt, at der et en model på tegnebrættet – han kalder den ”cybertruck” og siger, at den ligner noget fra Blade Runner. I dag melder Musk så ud på Twitter, at cybertruck er klar til at blive præsenteret den 21. november.
Afsløringen vil foregå i Teslas designhovedkvarter i Los Angeles, Californien. Egentlig skulle trucken være vist frem tidligere på året, men i september meddelte Musk, at lanceringen var skubbet til november.
Som sædvanlig har Musk ikke lagt bånd på superlativerne, når han omtalte den nye pickup-truck. Han har blandt andet hævdet, at den har et ”heart-stopping” design med bedre brugbarhed end en Ford F-150 og overlegen ydelse i forhold til en Porsche 911. Billedet øverst er en teaser, som Tesla tidligere har sendt ud.
Sjovt nok er dagen den samme, som Ford – der står bag den mest populære pickup-truck i USA, nemlig F-150 – vil lancere sin første 100 procent eldrevne bil på Los Angeles Auto Show. En bil, der skulle være meget inspireret af klassikeren Ford Mustang.
Ford har allerede meddelt, at der inden for de næste to-tre år vil komme en elektrisk udgave af netop F-150. Bliver interessant at se, hvad Tesla har i ærmet …