Det er hårde tider for os, der glæder os til at finde ud af hvad Tesla og Elon Musk har i posen på Battery Day. Eventet skulle være afholdt sammen med et aktionærmøde den 7. juli, men det er netop blevet udskudt. Igen. Oprindeligt skulle eventet være afholdt i april, men det spændte corona-udbrudet ben for.
Battery Day-eventet er ventet med spænding, da Tesla forventes at fortælle om sit nye ”million mile”-batteri, der ifølge rygterne er både billigere og mere effektivt end de batterier, der bruges i øjeblikket.
I mellemtiden har Teslas kinesiske partner, CATL (Contemporary Amperex Technology Ltd), som “million mile”-batteriet er udviklet sammen med, meldt sig klar til at sætte enten samme eller et identisk batteri i produktion, lige så snart firmaet modtager en ordre.
Elon Musk har endnu engang benyttet Twitter til at sprede de (i denne omgang) triste nyheder om Battery Day. Musk siger, at Tesla ”bliver nødt til at udskyde det årlige aktionærmøde, da større forsamlinger stadig ikke er tilladt den 7. juli”. Han siger videre, at der endnu ikke er fastsat nogen ny dato, men gætter på, at der går mindst en måned.
I et senere tweet (se ovenfor) fortæller Musk, at aktionærmødet og Battery Day vil blive slået sammen – og at det sandsynligvis kommer til at foregå i Freemont, Californien, hvor Tesla har en af sine fabrikker.
Vi venter med stigende utålmodighed … 🙂