The Inpatient

Har du nogensinde tænkt over, hvordan det må være at vågne op på et psykiatrisk hospital uden at vide hvem du er, og hvad du laver der? The Inpatient inviterer dig indenfor på den lukkede afdeling.

Vågner op med hukommelsestab

Du spiller en patient, der har hukommelsestab, hvis køn og hudfarve kan vælges fra begyndelsen, på det berømte Blackwood Sanitorium og Hotel, som nogen nok kender fra Until Dawn spillene. Du vågner i en kørestol på en snedækket februardag i 1952, hvor lægen Jefferson Bragg forsigtigt men uhyggeligt udspørger dig om din hullede hukommelse, og om du ved, hvorfor du er på hospitalet? At Bragg virker uhyggelig kommer især til udtryk, da han viser sin store sprøjte, som han heller ikke er bleg for at bruge.

Efter den første samtale sidder du tilbage med flere spørgsmål end svar, og du bliver sendt tilbage på dit værelse, som mest af alt minder om en fængselscelle med tremmer for døren og vinduet. På værelset er der kun din paranoide værelseskammerat, en meget trist seng og en jævn forsyning af spinkle sandwiches hver dag. Derudover venter ondskabsfulde, grimme, absint-grønne mareridt hver aften.

Dualshock 4 eller move controllere

Du kan enten bevæge dig gennem The Inpatients forskellige ubehag ved at bruge en DualShock 4 eller to Playstation Move controllere. Ved brug af Dualshock 4, som jeg har haft til rådighed, så tog det noget tid at vænne sig til styringen. Man styrer karakteren frem og til siden på controllerens sticks, men hvis man skal tilbage, rykker man stikken nedad, og så vender man 180 grader. Det skete mange gange, at jeg ved et uheld rykkede pinden nedad, for så at finde ud af, at man står med fronten i modsat retning, istedet for at bakke. Jeg har ikke prøvet move controllerne, men jeg kan forestille mig, at det er hurtigere at styre med dem, da man så får to hænder at agere med i stedet for én hånd med den almindelige controller. Det er nemlig en udfordring at bruge Dualshock controlleren, når man skal ramme de rigtige knapper i elevatoren, eller når man finder noget, som man vil undersøge nærmere.

Du har rigeligt tid til at udforske dit værelse, hvor du vænner dig til styringen, men lige som du begynder at sætte dig ind i din nye rutine kommer dagen, hvor sygeplejersken holder op med at komme på besøg, maden stopper med at ankomme og et dagligt kor af høje skrig fra dybt inde i hospitalet bliver dagligdag.

En indre psykologisk kamp

Overlevende fra Until Dawn kan nok allerede gætte, hvad der sker uden for døren, men The Inpatient er ikke så hurtig til at hoppe til den konklusion. I stedet for at introducere sin modstander på forhånd, bruges halvdelen af spillet til at beskæftige sig med et langt mere menneskeligt monster: sult.
Det langsomme forfald af sanselighed udføres med stabil hånd. Hver gang du vågner op fra en udvidet søvn, bringer det et nyt niveau af forringelse af rummet og din værelseskammerat med sig. Tilføj dit hukommelsestab, og du er fanget i dit eget personlige helvede, længe før de fysiske djævle faktisk begynder at dukke op.

Udforsk hospitalet på egen hånd

I anden halvdel af spillet er hospitalet åbent, og det er nu op til dig at udforske det enorme hospital i flere etager på egen hånd, for at finde ud af, hvem du er, og hvorfor du er der. Det er en befrielse at blive lukket ud fra værelset, da den første time af spillet godt kan virke meget langsomlig. Gennem hele spillet foregår dialogerne med, at du får nogle valgmuligheder for, hvad du vil svare til personen, der snakker til dig. På den måde kan handlingen udvikle sig i forskellige retninger. Det gør også, at du muligvis stadig har ubesvarede spørgsmål, når spillet er gennemført. Men det tager også kun tre timer at gennemføre, muligvis hurtigere, hvis man ikke leder efter hemmeligheder, så man kan godt spille det et par gange, uden det behøver at tage vildt langt tid. På den måde kan du også se det samme spil med forskellige handlingsforløb.

Noget af det bedste grafik og lyd til PlayStation VR

The Inpatient er et rigtig flot spil, og grafikken er helt klart blandt det bedste, der er til PSVR i øjeblikket. Lyden er også helt i top, og man får virkelig nogle gedigne chok i løbet af spillet. Jeg tog flere gange mig selv i at fjerne den ene høretelefon, da jeg syntes det i perioder blev lidt for intenst med lyden og billederne lige i ansigtet. Det, der også gør The Inpatient til et fedt spil, er, at det ikke bare handler om monstre og zombier som i andre spil. Det er et psykologisk gyser-spil, der mere spiller på en indre kamp om, hvem man er, i stedet for at man bare er omringet af zombier. Det betyder til gengæld, at man kan gå helt alene med en lommelygte på en mørk gang og bare vente på, at det næste chok kommer. Det er meget nervepirrende.

Konklusion

The Inpatient er et fremragende spil, og det har været en fornøjelse at gennemføre det. Både lyden og grafikken er i top, og Supermassive Games har fået skabt en meget uhyggelig stemning i en rigtig flot kulisse på det legendariske hospital. Der hvor spillet kunne have været bedre er med styringen, men det ville formentlig være bedre, hvis jeg havde haft de to move controllere til rådighed. Derudover er det også ærgerligt, at man ikke har en stemme i spillet. Når man svarer på et spørgsmål, kunne der godt være en stemme, der sagde hvad man svarede, i stedet for, at den går direkte videre til personen, der snakker tilbage til en. Til sidst vil jeg sige, at prisen også er i den høje ende. I forhold til, hvor lang tid det tager at gennemføre, så synes jeg, at 300 kroner er en tand for meget. Selvom man kan spille det flere gange, så er det et spil, der er hurtigt overstået, og derefter spiller man det nok ikke mere.

Flere billeder fra spillet: