Meta, selskabet bag Facebook, har i nat lanceret Twitter-konkurrenten Threads . Meta-bossen Mark Zuckerberg meldte i morgentimene torsdag, at tjenesten har fået mere end 10 millioner registreringer i løbet af syv timer.
Tjenesten er tilgængelig via apps til iPhone og Android, ligesom den kan tilgås via threads.net . Den er lanceret i mere end 100 lande, men ikke i Europa. Her kommer vi sandsynligvis til at kigge langt efter Threads – og det er ikke nødvendigvis skidt.
Ifølge Techcrunch er app’en nemlig et “privatlivsmareridt”. De skriver, at Threads App Store-liste viser, at den indsamler overordentlig mange data om brugeren. Heriblandt både helbredsdata, økonomiske data, præcis placering, browserhistorik, kontakter, søgehistorik og andre potentielt følsomme oplysninger.
Allerede her er app’en i strid med GDPR-lovgivningen, der kræver et særligt samtykke, når der udveksles sundhedsdata. Derudover forbyder kommende EU-regler brug af følsomme data til annoncer fuldstændigt og kan kræve udtrykkeligt samtykke fra teknologigiganter til at kombinere data til annonceprofilering (Digital Services Act og Digital Markets Act ).
Skærmbilleder fra Threads app’en. – Kompleksiteten i at overholde nogle af de love, der skal implementeres næste år, er betydelig. Vi vil ikke lancere noget, der ikke er fremtidskompatibelt med det, vi ved, og det, vi tror, kommer, siger Instagram-chefen Adam Mosseri til The Verge .
Alene i 2022 indkasserede Meta mindst 747 millioner euro (5,5 milliarder kroner) i privatlivsrelaterede bøder fra EU. Så sent som i maj måned gav EU Meta en rekordstor bøde på 9 milliarder kroner for brud på GDPR. Det har nok dæmpet Metas lyst til at prøve Threads af i EU.