Teknologi

To danskere vil udkonkurrere LinkedIn

To danske iværksættere har fået 80 millioner kroner til at opbygge tjenesten The Org, der vil udkonkurrere Microsoft-ejede LinkedIn.

Har du hørt om The Org? Nej? Det kommer du ganske givet til, hvis det går som to danske serieiværksættere – og deres investorer – håber på. Virksomheden har hentet 80 millioner kroner ind fra investorer for at udbygge tjenesten – og ambitionerne fejler ikke noget:

– Vi tror, at vi kan udkonkurrere LinkedIn. Hvis man ikke tror, at man kan blive den største på det område, som man bevæger sig ind på, så skal man ikke bygge et selskab, siger Christian Wylonis til Børsen.

 

Christian Wylonis og Andreas Jarbøl startede The Org for to år siden. Tjenesten er en platform for jobsøgende, headhuntere og sælgere. Her kan man både se organisationsdiagrammer og læse nyheder om de virksomheder, man vælger at følge.

Ved årsskiftet havde The Org 16.000 virksomheder registreret, men ambitionen er at stort set alle virksomheder i verden skal være repræsenteret.

 

Ifølge et blogindlæg på sitet blev Christian Wylonis inspireret til at skabe The Org i en artikel, hvor han så et simpelt organisationsdiagram over AirBnb – og hans tidligere forretningspartner Andreas Jarbøl købte følgende pitch:

”Vi skal bygge samtlige organisationsdiagrammer i verden og lade folk redigere diagrammerne. Sådan skal vi opbygge verdens største platform for teams”.

Firmaet har kontorer i København og i New York. De to iværksættere har tidligere lavet det sociale shopping-community Fitbay, der blev lanceret i 2013. 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.