ElbilerTophistorie

Told på kinesiske elbiler kan ramme Tesla

EU overvejer at lægge ekstra told på både kinesiske elbiler – og samtlige de elbiler, der produceres i Kina.

EU-Kommissionen har iværksat en undersøgelse af, hvorvidt der skal indføres straftold på kinesiske elbiler. Med tiltaget vil EU forsøge at beskytte europæiske bilproducenter mod de kinesiske biler, som EU hævder bliver solgt billigt med kinesisk statsstøtte. Det skriver Reuters.

– De globale markeder er nu oversvømmet med billigere elbiler. Og deres pris holdes kunstigt lav af enorme summer i statsstøtte, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

 

Tiltaget fra EU kommer efter at den tyske forsikringskoncern Allianz i maj måned netop foreslog en ekstra skat på kinesiske elbiler. Ifølge Allianz’ analyse kan den kinesiske elbil-udvidelse inden for EU koste europæiske producenter hele 7 milliarder euro om året i tabt omsætning frem til år 2030. 

Komissionen påtænker en ekstra told på 10 procent oven i EU’s standardsats.

 

Men det er ikke bare rent kinesiske mærker som Aiways, Byd, Maxus, MG, Nio og Xpeng der rammes. EU overvejer nemlig at tolden skal lægges på alle de biler, der fremstilles i Kina.

Dermed kan det gå ud over en række andre bilproducenter, deriblandt Tesla, Renault og BMW.

Vækker ikke begejstring i Tyskland

Selv om tiltaget er søsat for at beskytte den europæiske bilindustri, vækker den ikke udelt begejstring i den stærke tyske bilindustri. Den, og andre europæiske bilproducenter, er dybt afhængige af et godt samarbejde med Kina, hvorfra de henter en stor del af deres indtægter.

 

Tysklands VDA-bilforening siger til Reuters, at EU skal tage højde for et muligt modtræk fra Kina og fokusere på at skabe betingelserne for, at europæiske spillere kan få succes. Eksempelvis at sænke elpriserne og reducere bureaukratiske forhindringer.

Europa-Kommissionen oplyser, at Kinas andel af elbiler, der sælges i Europa, er steget til 8 procent. De advarer om, at den kan nå 15 procent i 2025, idet priserne typisk er 20 procent under EU-fremstillede modeller. Populære kinesiske modeller, der eksporteres til Europa, omfatter SAICs MG og Geelys Volvo.

EU-undersøgelsen skal stå på de næste 13 måneder, før der træffes en beslutning.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.