Hvis du savner Top Gear og din største anke mod BBC’s nye Top Gear er de cirka 50 nye værter, der ikke helt har samme udefinerbare sammenspil som Clarkson, Hammond og May, så er Amazons The Grand Tour svaret på dine bønner. Hvis du derimod var kørt en lille smule træt af den overordnede Top Gear-skabelon og mest så med, for at se, hvad de nu fandt på af vilde eventyr i deres længere sekvenser, så er The Grand Tour snarere ét skridt frem og 100 meter i hurtigt bakgear efterfulgt af en fræk håndbremsevending tilbage.
Top Gear on tour
The Grand Tour er Top Gear. Studiet ved en engelsk flyveplads er erstattet af et studietelt, der I hvert afsnit flyttes til et nyt land og enkelte segmenter er skiftet ud, men i det store hele, så er The Grand Tour skruet sammen som en nøjagtig kopi af det gamle program med de rigtige værter og et nyt navn – The Grand Tour beskriver måske nogenlunde at studiet flyttes fra land til land, men titlen eksisterer mest, fordi BBC ejer rettighederne til Top Gear-navnet.
Der er en ny hjemmelavet racerbane i England til at tage tid på nye biler, magnettavlen er skiftet ud med en computerskærm og den populære mystiske racerkører The Stig er skiftet ud med en brovtende amerikaner, der hader alle ikke-amerikanske biler (Dvs. flertallet af de testede superbiler) og desværre får lov til at tale. Han er utvivlsomt en dygtig chauffør men hans antimuskelbilsbrok holdt op med at være sjovt allerede i første afsnit og Clarksons variationer over temaet ”han kan kun dreje til venstre” holdt nogenlunde lige så længe.
Nyskabelser og døde kendisser
Af andre nyskabelser kan nævnes at diverse berømtheder ikke længere skal køre på tid i en mellemklassebil. I stedet skal de dyste i en quiz, der endnu aldrig har været vist, fordi de inviterede kendisser alle kommer af dage på vej til studiet. Som regel på en måde, der relaterer sig klichefyldt til teltets placering. Savner man at høre interviews med kendte om deres forhold til biler, så er det trist. Synes man derimod det var fyldstof, så er det nye segment befriende kortere, men til gengæld er gentagelsen kun sjov så længe de kan finde på nye dødsårsager og kendisser, der vil lege med. Den bedste nyskabelse er segmentet ”Things James May Won’t Like”, som indtil videre kun er dukket op i Sydafrika-afsnittet. Men her forholdte Top Gear The Grand Tour sig rent faktisk til det land, de befandt sig i, gav seerne et interessant indblik i lokal bilkultur og ikke mindst en bilkultur, der blev dyrket af de lavere klasser, der her stod i stærk kontrast til teltets kridhvide publikum.
Sjov med Clarkson, Hammond og May … og biler
Ellers er formatet det samme. De tre værter i studiet. Lidt sjov med publikum, lidt sjov med hinanden baseret på de allerede fastlåste arketyper, de har indtaget i årevis (den brovtende, den langsomme og den lille), test af superbiler, blandede nyheder, der giver afsæt til værternes idiosynkrasier om f.eks. design, cyklister eller miljøhensyn og så en længere filmet sekvens i to dele. Denne sekvens udgøres som regel af en udfordring, de tre værters valg af biler og så smukt filmede sekvenser fra et eksotisk sted i verden – her ville det jo være oplagt, at finde på noget, der to afsæt i det land, som touren studietelt er nået til, men nej. USA-afsnittet sender de tre til Portugal i superbiler, næste afsnit fra en havnekaj i Nordengland sender de tre til Jordan som elitesoldater i et segment med forsvindende få biler, men det har nok været sjovt at lave, og Sydafrika-afsnittets klip foregår i Italien. Det er medvirkende til en følelse af, at der ikke rigtig er en rød tråd i programmet – ikke at der nødvendigvis var det før, men nu er programbeskrivelsen om noget gået fra at være ”sjov med biler” til ”sjov med Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May … og biler”.
Bramfri med begrænsninger
Der er blevet skrevet meget om Jeremy Clarksons bramfrie natur, foragt for såkaldt politisk korrekthed og hans stærkt konservative – nogle ville skrive aristokratisk forstokkede – holdninger. Nogle er fans og et mindretal, der i sidste ende talte Clarksons chefer hos BBC, er ikke så begejstrede. Hvis man så tror at Amazon har givet ham frie hænder, så bliver man skuffet. Der bliver joket med den nye frihed eller ting ”man ikke må sige”, men indtil videre har Clarkson holdt sig fra at lave grin med minoritetsgrupper og folk fra andre kulturer og blot ladet det blive ved lidt hyggesexisme. Og mon ikke kontrakten med amerikanske Amazon med det familievenlige image og programmets ’egnet for 12 år og op’-rating i virkeligheden lægger flere eksplicitte bånd på værterne end BBC i sin tid. Og mon ikke værternes milliongage opvejer deres oprørstrang. Så må man som seer overveje om det er et tab eller en gevinst.
Undskyld hr, må jeg få en portion mere?
Der er som sådan ikke noget galt med Amazons nye Top Gear under et andet navn. Specielt ikke for de fans, der netop gik og savnede ”mere af det samme”. Men havde man håbet på, at nye folk og nye rammer ville betyde at man rystede posen og fandt på en helt ny måde at lave bil-tv på, så bliver man skuffet. Og mens de nærmest kalkerede sekvenser fra det gamle Top Gear stadig virker i kraft af de underholdende værter, fantastiske biler og flotte optagelser fra drømmedestinationer, så kan de også synes lidt trætte. Og selv om det er for tidligt at dømme en hel serie på kun tre afsnit, så virker de lidt mere stive og løst fast af deres manuskripter – om det skyldes, at de bare er bedre, når de improviserer, eller om deres manuskripter tidligere bare var så gode, at man ikke opdagede, at de var manuskripter, er ikke til at sige. Denne anmelder synes også bedre om segmenterne med sindssyge udfordringer i selvbyggede biler eller vilde rejser med noget der ligner almindelige biler – og dem har vi endnu tilbage. Hvis man heller vil se luksusbiler i luksusomgivelser, så gælder det bare om at anskaffe sig et Amazon Prime-abonnement og hoppe ombord på The Grand Tour.