Transportsektoren er i fuld gang med at reducere udledningen af klimabelastende emissioner. De tyske statsbaner, Deutsche Bahn, tager nu et ekstra stort skridt og har i supplement til koncernens elbusser netop bestilt 60 nye brintbusser fra Toyota og CaetanoBus i Portugal.
Med bestillingen bliver antallet af kørende brintbaserede busser fra Toyota og CaetanoBus i Europa fordoblet. I Tyskland vil der fremover køre 72 busser på brint, mens Madrid, Barcelona og Tarragona i Spanien lige nu samlet mønstrer 24 brintbusser i operation.
Derudover kører der Toyota-brintbusser i både Portugal, Frankrig og i Danmark. Herhjemme har passagerer siden januar i fjor har kunnet køre med brintbus på linje 300S mellem Lyngby og Ishøj ved København.
De nye brintbusser triller forventeligt ud på vejene med de første passagerer i løbet af det næste år.
– Brintbusser udleder ingen emissioner under kørslen og har en anden fordel, nemlig at de kan tankes op hurtigere, end man kan oplade rene elbusser. Med deres lange rækkevidde kan busserne erstatte eksisterende dieselkøretøjer særligt godt i landdistrikterne. Vi tager et skridt mod et endegyldigt farvel til diesel, siger Evelyn Palla, bestyrelsesmedlem hos Deutsche Bahn’s regionale transport.
Rækkevidde på over 400 kilometer
Det officielle navn på brintbusserne er H2.City Gold. Brinttankene, der er placeret på taget af busserne, kan rumme 37,5 kg brint. Det giver busserne en rækkevidde på over 400 km. Det tager under ni minutter at tanke brintbusserne op.
Brintbusserne er standard lavgulvsbusser på 12 meter med tre døre og plads til op til 81 passagerer. Busserne er udstyret med en Toyota-brændselscelle på 60 kW, en lithium-ion batteripakke på 44 kWh og en elmotor, der yder maksimale 180 kW svarende til 241 hestekræfter.
Under kørslen ledes brint ind i brændselscellen, der producerer strøm, som forsyner elmotoren med den nødvendige mængde energi. Efter behov suppleres der med strøm fra batteripakken. Samme batteripakke opsamler både overskydende strøm fra brændselscellen og den energi, der genereres, når brintbussen bremser og motorbremser.