Vi er ret sikre på, at der bliver en True Detective 3, selvom HBO ikke officielt har sagt det endnu, men Mahershala Ali har skrevet kontrakt.
Fra Luke Cage til Moonlight
Casey Bloys, der er indholdschef hos HBO, har fortalt, at Mahershala Ali, der spillede skurken i den gode halvdel af Netflix-serien Luke Cage og vandt en Oscar for sin rolle i Moonlight, har skrevet sig op til en hovedrolle i den tredje gang True Detective.
Men pudsigt nok, så har hverken Bloys eller HBO bekræftet, at der med sikkerhed bliver en tredje sæson eller hvornår en sådan så skulle blive sendt. Casey Bloys har dog udtalt, at han har læst fem lovende manuskripter, og at selv uden instruktør eller producer tilknyttet, så ser det lovende ud.
Genial første sæson og katastrofal anden
True Detective er et mestereksempel på, hvor galt det kan gå. Første sæson var formidabel og fik stort set kun gode anmeldelser, mens den middelmådige anden sæson fik tæv af en samlet anmelderskare. HBO reagerede med at fjerne forfatteren Nick Pizzolatto, der var showrunner på begge sæsoner fra alle fremtidige showrunner-opgaver, selv om han stadig er tilknyttet HBO.
Deadwoods fader som showrunner
Tidskriftet Entertainment Weekly har skrevet, at HBO er i gang med forberedelserne til sæson 3, og at de har hyret David Milch, der skabte Deadwood, som showrunner og executive producer. Men HBO har altså ikke bekræftet historien. Holder den vand, så kan det stadig betyde, at Nick Pizzolatto skal skrive manuskriptet til den nye sæson, lige som han gjorde til de to første uden at skulle forholde sig til alle de andre beslutninger, en showrunner er ansvarlig for.