Den amerikanske præsident har forlænget sit forbud mod at amerikanske virksomheder sælger teknologi til kinesiske ditto indtil maj måned 2021. Det skriver Reuters. Forbuddet har effektivt ramt kinesiske telegiganter som Huawei og ZTE, der hverken kan sælge telefoner i USA eller arbejde med firmaer som Google eller ARM, der laver kritisk sort- og hardware.
Handelsforbuddet har været effektivt siden maj måned 2019, men har i virkeligheden endnu ikke været trådt i fuld kraft. Huawei er godt nok effektivt blevet holdt væk fra Googles Mobile Services på nye produkter, men en serie udsættelser fra det amerikanske handelsministerium har sikret, at eksisterende Huawei-produkter stadig kan modtage softwareopdateringer.
Der har været fire udsættelser siden forbuddet blev indført og den seneste udsættelse udløber i morgen, den 15. maj. Hverken Huawei eller Handelsministeriet har indikeret om endnu en udsættelse vil blive tildelt til den kinesiske kolos.
Huawei har, med mindre succes, forsøgt at udsende nye telefonmodeller uden de væsentlige Google Mobile Services ombord. Hvor samtlige medier giver produkterne ros for selve hardwaren, så advarer de samtidig forbrugerne om at købe telefonerne, da de lider voldsomt under fraværet af både Googles apps og eksempelvis udbredte bank-apps.
Senest har Huawei valgt at danse rundt om handelsforbuddet ved at udsende en opdateret udgave af den mere end et år gamle P30, der udkom før forbuddet trådte i kraft og dermed ikke er omfattet. Huawei P30 Pro New Edition har fået mere RAM og mere lagerplads, men er ellers grundlæggende det fuldstændig samme telefon, som udkom dengang.
Vores anmeldelse af den originale P30 Pro kan læses her.