Den amerikanske præsident Donald Trump er kendt for at give sin mening til kende på Twitter og i nat har han langet ud efter Apple og firmaets modvilje mod at give de amerikanske myndigheder adgang til låste iPhones. En diskussion, der har stået på i flere år.
I tweetet skriver Trump, at Apple får masser af hjælp fra den amerikanske regering, men alligevel nægter at oplåse telefoner, der bruges af “mordere, pushere og andre kriminelle elementer”. Trump kræver, at Apple skal “hjælpe dette fantastiske land”.
Diskussionen om adgang til låste iPhones er blusset op efter et skyderi på en militærbase i Pensacola, Florida, i de emner måned. FBI vil gerne have adgang til to iPhones, der kan forbindes med skyderiet.
Apple hævder, at de allerede har forsynet FBI med backup-data fra de to telefoner. Men firmaet har også tidligere meddelt, at de ikke har mulighed for at låse enkelte telefoner op. Den eneste mulighed er at bygge en generel bagdør ind i iOS – og det har Apple nægtet, da det potentielt kan gøre telefonerne sårbare for hackere.
Apple har ikke reageret direkte på Donald Trumps tweet.