Twin Peaks skabere David Lynch og Mark Frost er tilbage, og det er en stor del af de originale skuespillere også. Så selv om det er mere end 25 år siden, at sidste afsnit af kultserien løb over skærmen på DR, så er forventningerne høje til denne tredje sæson, der passende har fået titlen The Return.
Damn good coffee Kyle MacLachlan returnerer som den kaffeelskende FBI Special Agent Dale Cooper, der første gang kom til den lille amerikanske by nær den Canadiske grænse i jagten på high school-eleven Laura Palmers morder. Derudover får vi også nogle af Lynchs nyere favoritter som Naomi Watts, Balthazar Getty og musikeren Trent Reznor at se.
David Lynchs visionære Twin Peaks var unik for sin tid og lagde nærmest gaderne øde. Desværre faldt seertallene markant i den noget mere usammenhængende anden sæson, så ABC valgte ikke at bestille en tredje sæson. David Lynch returnerede dog til sin tvistede udgave af en typisk amerikansk lilleby med 1992-filmen Twin Peaks: Fire Walk with Me, der dog heller ikke blev nogen kæmpe succes.
Ren heroin Denne omgang af Twin Peaks bliver produceret af kanalen Showtime og direktøren David Nevins har kaldt den nye sæson for ”David Lynchs rene heroin-vision”, hvilket siger en del, når det gælder David Lynch. Twin Peaks The Return bliver på 18 afsnit af cirka en times varighed og starter altså med et dobbeltafsnit den 22. maj.
Der er ikke mange detaljer om seriens handling, men Lynch og Frost har fortalt, at den er skrevet som én lang film, der så bliver klippet ned til de 18 enkeltafsnit. David Lynch trak sig fra produktionen på grund af uenighed omkring aflønningen, men en video fra skuespillerne fik ham til at vende tilbage.
Vil man forberede sig og se de to originale sæsoner, så er de allerede tilgængelige på HBO Nordic – filmen må man kigge længere efter. Den er ikke umiddelbart tilgængelig på nogen af streamingtjenesterne.