Specielt tyske og østrigske bilkøbere er tørstige efter kilometer, selv om de reelt ikke kører særligt langt på dagsbasis. Det viser en ny undersøgelse fra konsulentfirmaet Deloitte. Rapporten viser også, at interessen for selvkørende biler er styrtdykket på tværs af Europa over det seneste år.
Hele 69 procent af de adspurgte bilkøbere fra Østrig forventer en rækkevidde på mindst 480 kilometer fra elbiler, mens tallet er 68 procent af tyskerne. I den anden ende af skalaen forventer kun 31 procent af englænderne den samme rækkevidde. På trods af, at englændernes daglige kørselsbehov er større (42 kilometer) end både tyskernes og østrigernes (40 kilometer).
Overordnet set er det tydeligt, at elbiler, der har en rækkevidde på mindre end 320 kilometer vil få det svært på de syv europæiske markeder, Deloitte har undersøgt. Selv i England, der har de mindste forventninger til rækkevidden, er der 56 procent der vil have mindst 380 kilometer på batteriet. I Tyskland kan kun 11 procent acceptere kortere rækkevidde på bilen – og elbiler med en rækkevidde på under 160 kilometer er stort set usælgelige, skal man tro tallene.
Vil ikke betale mere for elbiler Mellem 40 og 60 procent af de adspurgte siger, at de overvejer en ren elbil, hybrid eller plugin-hybrid som deres næste bil. Ikke overraskende er prisen den største parameter; hovedparten af europæerne vil ikke betale ekstra for en grøn bil i forhold til en fossilbil.
Det er primært mindre CO2-udslip og lavere driftsomkostninger, der får forbrugerne i de adspurgte lande til at overveje el- og hybrider. Derfor overrasker det heller ikke, at undersøgelsen viser, at stigende benzinpriser vil få interessen for elbiler til at stige betragteligt.
Faldende interesse for selvkørende biler En anden interessant konklusion i rapporten er, at interessen for både selvkørende og autonome funktioner i bilerne falder støt. Mindst halvdelen af forbrugerne i Europa er enige om, at mediernes rapporterer om ulykker der involverer køretøjer i autonom tilstand, gør dem mere forsigtige med teknologien.
Eksempelvis ville mere end 50 procent af forbrugerne, da de blev spurgt i 2017, gerne betale ekstra for autonome funktioner i bilerne. I den seneste undersøgelse er det faldet til mindre end 40 procent.
Hele rapporten kan læses hos Deloitte – bemærk, at der er både en amerikansk og europæisk udgave.