Nej, der er ikke en generel afmatning i salget af elbiler i Europa. På trods af inflation og højere renter, er salget af elbiler faktisk stigende. I løbet af årets første halvår snuppede elbilerne faktisk 9,4 procent af fossilbilernes markedsandel, i forhold til samme periode for et år siden.
I hvert fald, hvis man hiver Tyskland ud af ligningen. For hvis tysk bilregistrering også indgår i statistikken, falder stigningen markant og ender på 1,3 procent. Det viser nye beregninger fra organisationen Transport & Environment , der arbejder for en omstilling til eldrift.
– Tyskland er Europas syge mand, når det kommer til elbiler. Samtidig høster de markeder, der har stærke og forudsigelige incitamenter for elbiler, frugterne, siger Lucien Mathieu fra Transport & Environment .
Incitamenter virker Organisationen kritiserer tyske politikeres “kortsigtede politik” vedrørende overgangen til elbiler. Frem for alt peger de på, at den tyske klimabonus blev fjernet natten over sidste vinter. En manøvre, der fik salget af elbiler til at falde med 16 procent i det første halvår af 2024.
Også i Sverige er de økonomiske incitamenter fjernet – og her er salget af elbiler faldet endnu mere. I årets første halvår faldt det med hele 20 procent.
Det står i skærende kontrast til Danmark, hvor vi fortsat har lempede afgifter på elbiler. Her steg elbilernes andel af det samlede bilsalg med 14,1 procentpoint, sammenlignet med første halvår 2023. I dette års første halvår har elbilerne en andel på 45,1 procent af bilsalget herhjemme.
Endnu bedre går det dog i Belgien, hvor elbilernes andel af bilsalget steg med voldsomme 48 procent i første halvår. Det skyldes, ifølge Transport & Environment , at Belgien har en firmabilpolitik, der giver attraktive afskrivningssatser for elbiler og udfaser afskrivninger for forbrændingsmotorer.
– Vi opfordrer indtrængende de tyske lovgivere til at følge Belgiens firmabilspolitik og rent faktisk fremme elektriske køretøjer, i stedet for at forsøge at svække EU’s 2035-mål, siger Lucien Mathieu.