Det burde have været en formalitet. Men nu er afstemningen om EU’s forbud mod fossilbiler fra 2025 blevet udskudt på ubestemt tid. Det skyldes, at Tyskland er bekymret for sin bilindustri. Ikke mindst fordi Ford i sidste uge meddelte, at de vil skille sig af med 3.800 ansatte, primært i Tyskland. Det skriver Automotive News.
Tyskernes pludselige modvilje mod et forbud mod fossilbiler har også fået Italien til at vakle, og det har altså fået EU til at udskyde afstemningen, så forslaget ikke stemmes ned.
Den tyske transportminister Volker Wissing mener, at det ikke er forbrændingsmotoren, der er synderen.
– Forbrændingsmotoren i sig selv er ikke problemet, det er de fossile brændstoffer, den kører på. Klimaneutralitet er målet og samtidig en mulighed for ny teknologi. For at opnå det, skal vi være åbne over for forskellige løsninger, siger Wissing.
Han mener at et forbud mod fossilbiler vil lukke dørene for nye løsninger, heriblandt syntetisk brændstof.
– Vi har en løbende konstruktiv dialog. Vi er helt åbne over for tekniske løsninger, men det skal være i tråd med vores mål om at bekæmpe klimaforandringerne, kommenterer EU-præsident Ursula von der Leyen.
Den svenske talsmand for De Faste Repræsentanters Komité, Daniel Holmberg, siger i et tweet, at “udvalget vender tilbage til sagen”.