1.566 britiske app-udviklere er gået sammen mod Apple i et forsøg på at få 785 millioner pund – omkring 6,8 milliarder kroner – fra virksomheden. Årsagen er det gebyr, Apple tager af udviklernes omsætning i App Store. Den såkaldte App Store-skat. Den er på mellem 15 og 30 procent og det er for meget, mener gruppen.
Det er det britiske konkurrencenævn, Competition Appeal Tribunal, der skal føre retssagen. I spidsen for udviklerne står en kapacitet, nemlig Sean Ennis, der er professor ved Center for Konkurrencepolitik ved University of East Anglia og tidligere økonom ved OECD.
“Apples gebyrer til app-udviklere er overdrevne og er kun mulige på grund af dets monopol på distribution af apps til iPhones og iPads. Gebyrerne er uretfærdige i sig selv og udgør af misbrug af prisfastsættelse. De skader både app-udviklere og app-købere,” siger Ennis i en erklæring.
De britiske udviklere er langt fra de eneste, der har set sig sure på Apples App Store-skat. I USA verserer en sag mellem Apple og spiludvikleren Epic Games om samme problemstilling.
EU’s Margrethe Vestager har længe haft et horn i siden på gebyret. Noget EU forsøger at lovgive sig ud af ved hjælp af den såkaldte Digital Markets Act, der træder i kraft i 2024. Blandt andet ved at kræve, at Apple skal give adgang til alternative app-butikker på iPhone og iPad.
Apple har konsekvent forsvaret sig med at det vil gå ud over sikkerheden i deres produkter. Samtidig argumenterer de med, at App Store hjælper europæiske udviklere med at få adgang til markeder og kunder i 175 lande rundt om i verden.
Apple har dog givet visse indrømmelser. Eksempelvis har de åbnet for, at der i apps nu kan henvises til en ekstern betalingsside. Dermed kan udviklerne omgå Apples betalingssystem – og App Store-skatten.