Apple er tydeligvis gået i gang med en større forårsrengøring i App Store. Udviklere har de seneste dages modtaget besked om, at deres apps bliver slettet inden for 30 dage, med mindre de opdateres inden da.
Mens det virker som en god ide at få ryddet ud i “døde” apps, så rammer det også ganske velfungerende apps, der netop ikke har behov for at blive opdateret. Og det har naturligvis fået mange udviklere op af stolen.
Blandt dem, der har råbt op, er Protopop Games, der har et gratis spil med to år på bagen i App Store. Spillet fungerer stadig og har ikke haft behov for hverken fejlrettelser eller udvidelser.
“Jeg føler mig syg. Apple har lige sendt mig en e-mail om, at de fjerner mit gratis spil Motivoto, fordi det er mere end 2 år gammelt. Det er en del af deres app-forbedringssystem. Det her er ikke fedt. Konsolspil fra 2000 er stadig tilgængelige til salg. Dette er en uretfærdig barriere for indie-udviklere,” skriver de på Twitter.
Ifølge The Verge advarede Apple allerede i 2016, at de ville luge ud i apps, der ikke blev “aktivt udviklet”. Men virksomheden har aldrig sagt præcis, hvor ofte apps skal opdateres for at blive klassificeret som aktive. Det er altså to år, lader det til.
Mediet fortæller videre, at Google har samme planer. Play Store vil være offer for “udrensning” senere på året. Fra den 1. november 2022 begynder Android-apps, der ikke er blevet opdateret i to år, at blive ekspederet ud af Play Store.