Elbiler skal have lov at køre gratis over Storebælt og der skal være ladestandere ved samtlige rastepladser og tankstationer langs de danske motorveje. Det foreslår Venstre og Radikale i et nyt udspil med grønne tiltag.
– Vi ved fra Norge at det virker, hvis man giver fordele til dem, der køber grønne biler. Der er for meget nøl og nu foreslår vi altså disse konkrete tiltag med Venstre, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører i Radikale Venstre, til TV 2 Nyheder.
Det foreslås også, at opstilling af ladestandere til elbil bliver et decideret krav, hvis man vil have tilladelse til at drive virksomhed på Vejdirektoratets rastepladser.
Desuden rummer udspillet et forslag om, at afgiftsfritagelsen på el til opladning af elbiler forlænges til og med 2024. Som det ser ud nu, frafalder fritagelsen 1. januar 2022.
Pengene til at føre ideerne ud i livet skal findes i energiaftalen fra 2018, hvor der frem til 2024 er afsat 100 millioner kroner årligt til fremme af grøn transport.
Pengene kan bruges bedre
Gitte Seeberg, der er administrerende direktør i AutoBranchen Danmark, mener at pengene til Storebælt vil kunne bruges bedre.
– Det er et godt forslag, men det vil koste en formue. Og måske er pengene bedre brugt på direkte tilskud til elbiler, så de kan blive billigere, siger Gitte Seeberg til TV 2 Nyheder.
Hun mener heller ikke, at der er behov for yderligere ladestandere på rastepladser. I stedet mener hun, at der nærmere er et behov for at udvide ladenettet ved folks private hjem.