Tesla Model Y er for nyligt begyndt at rulle ud til kunderne og den har en ”skjult nyhed” med ombord. I modsætning til nogle andre elbiler har Teslas modeller ikke tidligere været udstyret med varmepumpe. Det er gået ud over rækkevidden i egne med koldt klima, eksempelvis i dansk vintervejr, da en del af strømmen på batteriet bruges til at opvarme både batteriet og kabinen.
Det er derfor en ganske velkommen nyhed, at Tesla Model Y bliver den første Tesla med indbygget varmepumpe. Det er en ganske lille ændring på papiret, men i praksis kan det det få store positive konsekvenser.
Visse udregninger hævder eksempelvis, at rækkevidden i en Tesla Model S kan falde med mellem 10 og 40 procent, ved en gennemsnitstemperatur på -5 grader celsius.
En varmepumpe er i princippet et klimaanlæg, der køres “baglæns” og således ganske enkelt kan “generere varme”, der derefter sendes til batteriet og kabinen. Systemet skal gøre det lettere for bilen at nå sin officielle rækkevidde, selv når temperaturen kryber under nul.
Men hvad med trækkrog?
Et spørgsmål, der optager mange danskere, er hvorvidt Model Y får anhængertræk eller ej. Model 3 fås med krog som mulighed og selv om trækvægten ikke er så høj, er det en værdsat detalje for dem, der ønsker at køre affald til genbrugspladsen.
Instruktionsbogen gør os ikke meget klogere på spørgsmålet. Et sted i bogen står der, at der ikke vil være mulighed for anhængertræk på Model Y, mens der et andet sted i bogen er oplysninger der kan tolkes som om at bilen senere vil kunne udstyres med krog.
I øvrigt kan instruktionsbogen læses i sin fulde længde hos Tesla – dog naturligvis kun på engelsk.