På mandag præsenterer Anders Eldrup-kommissionen sine forslag til et nyt, grønt afgiftssystem, der skal hjælpe regeringen med at få flere elbiler ud på vejene. Og det kan blive både danske og udenlandske fossilbilister, der skal hjælpe med at betale, skriver Politiken.
Ifølge avisen handler et af forslagene nemlig om at indføre vejskat i Danmark igennem en såkaldt ’vignet’ der skal klæbes i forruden som bevis for, at afgiften er betalt – et system der kendes fra blandt andet Østrig. Vignetten skal købes seperat fra eksempelvis den halvårlige grønne afgift.
I det hele taget kan den grønne omstilling blive en dyr fornøjelse for de danske fossilbilister, advarer avisen. Forslaget om vejskat er bare én af en række nye skatter og afgifter på fossilbiler.
Beregninger fra Eldrup-kommissionen, som Politiken har set, viser, at bilejere der kører i benzin- eller dieselbiler kan ende med en ekstraregning i omegnen af 5.700 kroner årligt, hvis regeringens mål om en million elbiler på vejene i 2030 skal nås. Derudover vil det føre til et samfundsøkonomisk tab på omkring 5,75 milliarder kroner, hævdes det i beregningerne.
Ifølge rygterne vil Anders Eldrup mandag præsentere fire forskellige scenarier, der skal øge antallet af elbiler på vejene og nå regeringen med at nå sit mål. Herefter skal det tages op politisk og undersøges, om der er flertal for et eller flere af forslagene.
Elbil-komissionen blev nedsat for halvandet år siden af den daværende regering med det formål at komme med forslag til, hvordan vi kan få flere elbiler på vejene uden at det går ud over de milliarder som staten får ind på bilafgifter hvert år. Forslagene præsenteres på mandag i DGI Byen i København.