Teknologi

Velbekomme – en 3D-printet steak

Denne 3D-printede "steak" fra Nova Meat er lavet af ris, ærter og tang, men den føles som en rigtig steak. Velbekomme.

Se godt på den røde legetøjslignende “steak” ovenfor. Den er skabt i en 3D-printer, men spiselig – ja faktisk sund – og står det til grundlæggeren af Nova Meat, så kan du finde den i køledisken om tre til fem år. Det skriver Business Insider.

I mere end ti år har italienske Giuseppe Scionti, der er forsker inden for biomedicin og vævsteknik, arbejdet med bioprint af forskellige typer syntetisk væv: Fra kunstige hornhinder og kunstig hud til kunstige ører. Men sidste år forlod han sit job på Barcelonas tekniske universitet for at starte Nova Meat og producere syntetisk kød i stedet. I skrivende stund kan kan printe både okse- og kyllingekød – og han har knækket en hård nød i produktionen af syntetisk kød. Nemlig teksturen – “følelsen” – af at spise rigtigt kød.

 

Skal både føles og smage som den ægte vare

Sciontis printede bøf har, ifølge ham selv, en fiber-lignede tekstur – ikke som en hamburger eller hakket kød, men som en rigtig steak. Og det er netop hele pointen; hvis den syntetiske, plantebaserede “kød” skal blive en succes kræver det, at det både smager og føles som den rigtige vare, forklarer han i et interview med Business Insider.

Ifølge Scionti lå den store udfordring i at arrangere planternes nanofibre, så de imiterer strukturen i animalske proteiner. Men nu kan han altså printe både okse- og kyllingekød.

 

Belaster ikke naturen

I øjebliket koster det lige under 3 dollars, cirka 18 kroner, at printe 100 gram syntetisk kød, men hvis produktet kommer i masseproduktion, vil prisen falde betragteligt, loves det. Og takket være aminosyrerne fra æterne og proteinerne fra risene, har steaken også samme næringsværdi som en rigtig steak, hævder Scionti, der samtidig fortæller, at han har valgt råmaterialer der ikke belaster naturen.

Næste skridt er ifølge Busines Insider at arbejde på smagen. Til det har Scionti indledt et samarbejde med en række kokke. Må vi foreslå, at han også allierer sig med en person, der kan gøre noget ved farven.

Hvad tænker du om 3D-printet mad? Kunne du forestille dig at sætte sådan en bandit på bordet, sammen med en flaske rødvin? Giv gerne din mening til kende i kommentaterfeltet nedenfor …

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.