Stort set alle nyere computere er udrustet med en SSD disk. Det er på mange måder rigtigt godt – for SSD diske er hurtigere og mere stabile end de gammeldags mekaniske harddiske. Desværre er de også en del dyrere pr. gigabyte hukommelse, og mange computere kommer med kun 128 eller 256GB hukommelse. Derfor kan det være en god ide at investere i en ekstern harddisk – der samtidig gør det lettere at overføre ting imellem forskellige computere. Her kommer Verbatim Vx500 ind i billedet.
3 størrelser
Vx500 findes i flere versioner – til meget forskellige priser. Vores testudgave er den mindste version med 120GB hukommelse, hvilket er fint til at overføre større filer – men hvis du skal have hele bluray samlingen overført til harddisk, er det formentlig for lidt. 120GB udgaven koster 644 kr. – hvis du skal have den største udgave med 480BG hukommelse, koster det dig ca. 1.700 kr. Det er altså en dyr fornøjelse, hvis du vil have mange gigabyte.
Lille og let
Hvis Verbatim Vx500 skal være en fast del af din elektroniske “udrustning”, er den jo med dig overalt. Og så er det vigtigt, at den ikke vejer for meget. En almindelig ekstern harddisk kan veje flere hundrede gram – det lyder måske ikke af så meget, men hvis man har en bunke forskellige produkter i tasken, kan det godt betyde noget. Verbatim Vx500 derimod vejer kun 29 gram, så du vil ikke bemærke, at den er i tasken. Samtidig fylder den ikke mere end en stor USB nøgle fra “gamle” dage, så den kan fint lægges ved siden af computeren i et sleeve.
Hurtig som bare…
En SSD disk som den der sidder i Verbatim Vx500 er pr. definition hurtig. Men denne specifikke disk er mere end almindeligt kvik. Når jeg kopierer en fil på omkring 500MB over sker det stort set umiddelbart – i begge retninger! Der når ikke engang at dukke en “kopierer”-dialogboks op. Det ligner nærmest en fejl, at det går så ekstremt hurtigt. Kopierer jeg større filer, er eksempelvis en 5GB fil er overført på under 15 sekunder. Det er ekstremt hurtigt, og du vil kunne overflytte flere 4K film på meget få sekunder på den måde. Med andre ord kommer du ikke til at vente på at kopiere hverken fra eller til.
Godt – og dyrt – tilbehør
Generelt er Verbatim Vx500 et fantastisk stykke tilbehør til en bærbar med USB-C. Det eneste, der reelt taler imod er den ret høje udgift pr. megabyte – omend det stadig er meget lavere end hvad vi så for blot få år siden. Du får i hvert fald ikke noget, der er meget mindre eller hurtigere.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 644 kr. (120GB)
Hvis du har brug for ekstra hukommelse til din bærbare med USB-C, er Verbatims Vx500 et rigtigt godt bud.