Verdens bedste computerspil eller i hvert tilfælde verdens bedste historie i et computerspil vil nogle (deriblandt denne skribent) kalde computerrollespillet Planescape: Torment. Firmaet Beamdog, der har haft succes med at genudgive D&D-rollespillene Baldur’s Gate I og II i remixede og opdaterede versioner til iPad og pc, er enige, så nu er turen kommet til Planescape: Torment.
Dyb og fængslende historie i en sær verden
Grunden til kærligheden og mange computerspillernes varme minder om spillet skyldes den utraditionelle tilgang til et spil, der foregik i en af Dungeons & Dragons mere bizarre spilverdener. PS:T havde fokus på historien og dialog fremfor kamp og brugte den anderledes baggrund til at skrue en effektiv skæbnefortælling sammen om ting som handlinger, konsekvens og frelse.
Derudover var historien ualmindeligt velskrevet og havde en stor dosis humor samt et væld af mindeværdige og aparte karakterer, man kunne møde undervejs.
Planescape: Torment får Fejlrettelser og forbedret grafik
I Beamdogs tidligere Enhanced Editions har de tilføjet fejlrettelser og tilpasninger fra populære mods (forbedringer til spillene lavet af ihærdige fans), tilføjet elementer, der måske blev skøret væk undervejs i forløbet af budgethensyn samt enkelte nye elementer, de selv lavede. Derudover har de opgraderet og finpudset grafik og lyd.
Planescape: Torment, der netop står som et ret fuldendt værk har de dog lovet at give en langt mere nænsom behandling. Der bliver ikke tilført nye elementer eller fraklip fra den originale produktion, og de eneste ”rettelser” fra mods bliver dem, der decideret retter fejl i spillet. Den eneste, der får lov at tilføje nyt bliver spillets oprindelige hovedforfatter Chris Avellone, der vil forbedre teksterne hist og pist og desuden har bedt om, at få lov til at give hele spillet en ekstra korrekturgang.
Planescape: Torment Enhanced Edition kommer til at koste 149 kroner. Har man allerede købt originalen hos retrogamerne på GOG.com, så kan man indtil 4. april få 30% rabat på en forudbestilling.