Nu kommer endnu en tv-producent på hylderne hos de store elektronikkæder herhjemme, nemlig Hisense. Det kinesiske selskab er verdens andenstørste tv-producent, men har ikke tidligere været synlige herhjemme.
Kinesernene mener det ellers alvorligt. Ambitionen er at blive blandt de mest foretrukne tv-producenter hos danske forbrugere inden for de næste tre år.
– Vi ser frem til den nordiske ekspansion. Vi træder ind på markedet for at ryste posen. Det kommer vi til at gøre med brede produktporteføljer inden for Home Entertainment og hårde hvidevarer. Vores ambition er at positionere Hisense som en af de fire førende aktører på tv i Danmark inden for de kommende tre år, siger Søren Tvergaard, nordisk administrerende direktør hos Hisense.
Selskabets strategi er at levere ’high quality and affordable premium’.
– Vi tror på, at vores strategi vil falde i danskernes smag, siger Daniel Eriksson, nordisk salgsdirektør for tv hos Hisense.
Hisense ejer Gorenje Group Nordic, der blandt andet huser brands som Gorenje og Asko, som specialiserer sig i hårde hvidevarer og husholdningsapparater. Det betyder, at Hisense allerede har salgskanaler i det nordiske marked.
På den nye danske hjemmeside kan man se, at Hisense har otte forskellige fladskærme på menuen i år. Heriblandt fire med Mini-LED panel.