Du kan godt begynde at glæde dig. Efter mere end tyve års tilløb har Virtual Reality endelig nået et stadie, hvor det virker overbevisende. iNPUT var forbi Sony på årets IFA-messe i Berlin, for at prøve Sonys Virtual Reality-projekt – kaldet Morpheus – og vi var meget imponerede.
Hele branchen forbereder et 2016, der kommer til at stå i Virtual Reality-teknologiens tegn. Facebook, Microsoft, HTC, Valve og Google er bare nogle af de store spillere, der i disse måneder finpudser deres bud på Virtual Reality, så de er klar til lancering næste år.
Sony viste den seneste inkarnation af sit Project Morpheus frem på den nyligt overståede IFA-messe. Brillen er naturligvis udviklet til at blive brugt sammen med deres PlayStation-spillekonsol. Den er udstyret med et 5,7 tommer stort OLED-display, der leverer en opløsning på 960×1080 pixels til hvert øje og giver en 100-graders field of vision.
Morpheus har ni sensorer, der tracker hovedbevægelser, og effekten er overraskende overbevisende. Selv, når man står blandt tusinder af mennesker midt i en messehal i Berlin.
Se chefredaktøren prøve Morpheus – og hør hans dom – i videoen ovenfor.
Læs også vores store feature-artikel om alle de kommende Virtual Reality-headsets: Farvel til virkeligheden