ElbilerTophistorie

Verdenspremiere: Her er Lexus RZ 450e

Lexus RZ e450 får firehjulstræk, en rækkevidde på 400 kilometer – og så har den firkantet steer-by-wire rat.

Vi fik et smugkig på Lexus RZ 450e tidligere på året, men nu er Toyotas luksusbrand klar til at dele alle informationer. Altså bortset fra priserne, dem må vi stadig vente på. Introduktion af den nye Lexus elbil i Danmark sker umiddelbart efter nytår.

Lexus RZ er en kompakt crossover, der bygger på den samme e-TNGA platform som Toyotas egen bZ4X-elbil. Bilen får et 71,4 kWh stort batteri med en forventet rækkevidde på over 400 kilometer. Den endelige typegodkendelse mangler dog stadig.

 

RZ har, ifølge Lexus, et forbrug på under 18 kW per 100 km eller cirka 5,6 km per kilowatt-time. Det gør den til en af markedets mest effektive elbiler. Bilen er firehjulstrukken og får derfor to elmotorer. Den forreste motor yder 150 kW (204 hk) og den bagerste 80 kW (109 hk). Samlet har de en effekt på 230 kW (313 hk).

Lexus RZ
Lexus RZ får såkaldt steer-by-wire-rat.

Skal være musestille i kabinen

Da den elektriske drivlinje er stort set lydløs, er støj fra vejen og fra bilens omgivelser mere mærkbar. Derfor har ingeniører og designere gjort det til en topprioritet at sikre, at kabinemiljøet fremstår roligt og stille. Dette er sikret via en tredelt strategi, der minutiøst har gennemgået faktorer, som påvirker støjniveauet indvendigt i kabinen. Nemlig, at kontrollere støjen, at forhindre støjen i at nå ind i kabinen, samt at lægge ekstra fokus på den støj, der opleves fra bilens bagsæder. 

 

Ingeniørerne har også anvendt en ny version af aktiv lydkontrol, der bruger surround sound-teknologi til at sende støjreducerende lyd ud i kabinen.

Lexus benytter også sin lydsvage e-aksel i RZ, ligesom det er den første produktionsmodel med Lexus’ nye DIRECT4 system, der arbejder sammen med e-akslerne. Systemet er grundlæggende et intelligent firehjulstræk, der skal balancere og fordele trækkræften mellem alle fire hjul alt efter forholdene. Resultatet er, ifølge Lexus, “en stressfri og stabil kørsel med intuitiv betjening, som styrker følelsen af forbindelse mellem fører og bil”.

Opsigtsvækkende rat

Lexus RZ kommer til at skille sig ekstra meget ud på især ét væsentligt parameter – nemlig rattet med det såkaldte ”steer-by-wire”-system. Det er en teknologi, der skal give føreren en endnu bedre og mere præcis kontrol over bilen, og som skal fjerne forstyrrelser i rattet fra eksempelvis ujævnheder i vejen eller i forbindelse med nedbremsning, da rattet ikke er mekanisk forbundet med hjulene. 

 

Den særlige udformning betyder, at føreren ikke behøver at løfte hænderne fra rattet for at dreje, da det kun kræver en 150-graders drejning at flytte rattet fra midterpositionen til yderste venstre position og yderste højre position.

Ifølge Lexus giver rattet et mere åbent udsyn over instrumentbrættet til vejen foran, og designerne benyttede det særlige design til at placere displays højere og længere væk, end det ville have været muligt med et konventionelt rat.

Ny multimedieplatform

Lexus RZ er, ligesom Lexus NX, udstyret med den helt nye Lexus Link-multimedieplatform. Systemet inkluderer cloud-baseret navigation med live-opdateret trafikinformation. Stemmegenkendelsen forstår og reagerer på samtaleanmodninger og er i stand til at registrere kommandoer. Også når der er baggrundsstøj i kabinen. Der er en ny indbygget ”Hey Lexus”-assistent samt smartphone-integration med Apple CarPlay og Android Auto. Alt software bliver selvfølgelig løbende opdateret ”over-the-air”, lover Lexus.

 

Ud over stemmen, kan systemet betjenes via en 14 tommer store multimedieskærm, der er placeret centralt i kabinen.

Lexus RZ 450e

Et markant ydre

Designet på Lexus RZ 450e repræsenterer Lexus’ nye designfilosofi ”Next Chapter” – eller ”næste kapitel” oversat til dansk. Designkonceptet er ”seamless E-motion” eller gnidningsfri, elektrisk bevægelse. Det skal udtrykke bilens kraftfulde karakter og den gnidningsfrie acceleration, der kendetegner en elbil.

 

Det er især på fronten, at RZ skiller sig ud som elbil. Motorhjelmen er blevet sænket, og der er færre og mindre indsugningsåbninger, da der ikke er en forbrændingsmotor at tage hensyn til. Samtidig har den efterhånden velkendte ”spindel” frontgrill – som har skabt en designmæssig kant i Lexus’ modelprogram gennem det sidste årti – udviklet sig tredimensionelt på den nye Lexus RZ for at understrege bilens dynamik og forstærke dens markante fremtoning. 

Sideprofilen af RZ topper mod bagenden i en glidende silhuet. Det skarpe frontdesign skal give en følelse af kraft og fremadrettet bevægelse, mens den fortættede bagende skal understrege bilens SUV-kvaliteter med god plads og stærke køreegenskaber.

 

Samtidig markeres bagenden af et smalt lygtebånd, der løber på tværs af bilens bredde, og som er blevet et kendetegn for Lexus designet. 

Lexus i Danmark åbner for onlinereservationer af RZ torsdag 21. april 2022 på lexus.dk. Introduktion af den nye Lexus elbil i Danmark sker umiddelbart efter nytår.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.