Toyota er ved at være klar til at vise elbil nummer to frem for offentligheden. I en pressemeddelelse fortæller de, at Toyota Urban Cruiser vil blive vist frem under en biludstilling i Belgien i januar måned. Virker navnet bekendt? Modelnavnet har eksisteret i årevis og holdes altså i live af den nye elektriske udgave.
Bilen er en kompakt SUV, der bygger på konceptbilen Urban SUV Concept, der blev vist frem for et år siden. Rent teknisk baseres Urban Cruiser på Suzuki eVitara og de to biler ligner da også hinanden.
Urban Cruiser er det endelige navn på modellen, der slutter sig til Toyota bZ4X som japanernes bare anden elbil. Den ligner en direkte konkurrent til biler som Volvo EX30, Kia EV3 og den nyligt lancerede Skoda Elroq, som vi prøvekørte i sidste uge .
Urban Cruiser kommer med to forskellige batteripakker og muligheden for enten forhjuls- eller firehjulstræk. Begge pakker består af et litium-jern-fosfat (LFP) batteri med høj holdbarhed, sikkerhed og reducerede omkostninger. Ligesom på Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, følger der op til 10 års eller hele 1.000.000 km garanti med for mindst 70 procents kapacitet på batteriet.
Den mindste batteripakke på 49 kWh vil udelukkende kunne vælges med forhjulstræk. Her får man en elbil, der yder 106 kW eller 144 hk. Det er muligt at vælge den store batteripakke på 61 kWh med forhjuls- eller firehjulstræk. Den forhjulstrukne udgave med den store batteripakke yder 128 kW eller 174 hk, mens de ægte SUV-dyder først kommer lidt mere til deres ret i den firehjulstrukne udgave med 135 kW eller 184 hk.
Toyota Urban Cruiser (foto: Toyota). Firehjulstrækket rummer også Downhill Assist Control og Trail Mode , der automatisk opdager og bremser et spinnende hjul samt sender trækkraft over til modsatte hjul. Selv den forhjulstrukne udgave har en sne-indstilling, der styrer trækkraften og hjælper med at reducere hjulspin, når man kører på snedækkede overflader.
Præcis hvor lang rækkevidde, udgaverne får, har Toyota endnu ikke afsløret. Men ud fra navnet, Urban Cruiser, gætter vi her på redaktionen på, at den kommer til at ligge på omkring 400 WLTP-kilometer.
Et kig indenfor … Indenfor byder instrumentpanelet på et 10,25-tommer digitalt display foran føreren og en 10,1-tommer multimedie touch-skærm integreret i én og samme enhed. Multimediesystemet har indbygget satellit navigation, der benytter cloudbaseret data til at vise aktuel information om trafiksituationen undervejs på køreturen.
Toyota lover, at de offentliggør flere specifikationer og information om udstyrsvarianter og priser i starten af det nye år, hvor det også bliver muligt at onlinereservere Urban Cruiser.