ElbilerTophistorie

Verdenspremiere på Renault 5 E-Tech (video)

Renault har præsenteret den endelige udgave af den frække elektriske bybil Renault 5 og givet os en indikation på prisen.

I dag har Renault haft verdenspremiere på den længe ventede Renault 5, der har spøgt siden 2001, hvor prototypen blev vist frem første gang. Men allerede for er par uger siden, fik iNPUT lov til at komme tæt på bilen i Paris, hvilket du kan se på videoen længere nede i artiklen.

Først prisen. Renault har tidligere lovet, at startprisen på 5’eren kommer til at ligge på 25.000 euro, svarende til 187.000 danske kroner. Så billig bliver den dog ikke lige med det samme. For Renault sender i første omgang udelukkende udgaven med det store batteri på vejene.

 

Senere kommer så udgaverne med mindre batteri, mindre motorer og mindre udstyr – og det er her, man skal lede efter udgaven til de 25.000 euro.

Renault 5
Hvad hulen er dette, der bryder motorhjelmen? Se videoen og få svaret …

Når det er sagt, så bliver Renault 5 ikke nogen dyr bil, selv om Renault sammenligner den med livsstilsbiler som Mini Cooper E og Fiat 500e. Pålidelige kilder siger nemlig til iNPUT, at udgaven med stort batteri vil få en pris på omkring 230.000 kroner herhjemme, efter at momsen er lagt på.

 

Prisen for en Mini Cooper med tilsvarende batteri starter for eksempel ved 304.000 kroner, mens Fiat 500 Mono, der har kortere rækkevidde, starter ved 242.000 kroner.

Renault 5ComfortUrban (95hk)Urban (120hk)
Rækkevidde400 km300 km300 km
Batterikapacitet52 kWh40 kWh40 kWh
Motor150 hk (110 kW)95 hk (70 kW)120 hk (90 kW)
Moment255 Nm215 Nm225 Nm
0-100 km/t8 sekunder
Ladeeffekt (AC/DC)11 kW / 100 kW11 kW / 80 kW11 kW / 80 kW
I første omgang kommer Comfort-udgaven. Senere kommer Urban-varianterne også.

Ligner prototypen

Ser man på designet, er der ikke sket voldsomme ændringer i forhold til den tre år gamle prototype. Faktisk imponerende lidt. De frække firekantede forlygter, der er en homage til 70’er originalen, er bibeholdt og de 18-tommer store hjul sidder i vanlig Renault E-Tech-stil helt ude i hjørnerne.

Bilen er bygget på AmpR Small platformen – og ifølge Renault er der lagt vægt på køreglæde, hvorfor Renault 5 får såkaldt multi-link affjedring. Normalt noget man ser på biler i større klasser.

 

Indenfor er der også kælet for detaljerne. Instrumentpanelet er placeret i en 10-tommer stor skærm bag rattet og flankeres af en lige så stor multimedieskærm, der kører Google Automotive. Naturligvis med Renaults egen velfungerende brugerflade smurt hen over.

Styresystemet var ikke aktivt på de biler, jeg havde adgang til, men mit indtryk er, at det – ud over nogle forbedringer – er stort set identisk med det, du finder i Megane og Scenic.

Stoffet i kabinen er denim, der er lavet af genbrugte plastikflasker.  Det går igen både på sæderne, instrumentbrættet og i dørpanelerne.

 

Det er planen, at Renault 5 E-Tech skal på vejene i Frankrig til efteråret. Men herhjemme må vi væbne os med tålmodighed. Realistisk kommer den først til landet i det tidlige forår 2025.

Ud over den grønne, som vi viser her, fås Renault 5 også i gul og blå.

 

Renault 5
Den originale Renault 5 i en udgave fra 1974 (foto: iNPUT).

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.