Det er ganske få cykelhjelme, der øger cool-faktoren. Men hvad nu, hvis den slet ikke kunne ses? På den anden side af Sundet, i Malmø, har fire unge svenskere udtænkt cykelhjelmen Hövding, der først bliver synlig, når der er brug for den. Den fungerer på samme måde som en airbag i en bil – den udløses ved stød – og så er den i øvrigt langt mere sikker end de traditionelle cykelhjelme.
Det påstår i hvert fald en uafhængig test af det svenske forsikringsselskab Folksam, der konkluderer, at “risikoen for alvorlige skader på hovedet reduceres med over 90 procent, hvis man bærer en Hövding under et sammenstød med 25 km/t.”. Ud af 18 testede cykelhjelme, fik Hövding den bedste score. For ikke alene beskytter den mod stød på issen, den støtter også nakken bedre, så man har større chance for at undgå piskeslag.
Hjelmen får dog smæk for, at den ikke beskytter hovedet, hvis der kommer en gren eller en arm i vejen.
Hövding spændes fast som en krave om halsen. Den er fyldt med sensorer, der kan registrere, om du er ude for et uheld (pludselig acceleration eller deceleration). Den skulle være kalibreret, så den ikke “går af” ved mødet med en vanskelig kantsten eller hvis du vil teste hvor godt dine nye bremseklodser virker. Dertil er Hövding udrustet med en “sort boks”, der konstant registerer cyklisten bevægelser de seneste ti sekunder.
Både sensorerne og den sorte boks kræver strøm, så Hövding skal faktisk lades op via et USB-stik ligesom en mobiltelefon. En opladning giver op til ni timers kørsel.
Se en videodemonstation af Hövding-hjelmen øverst.