Årsagen til at Apples nye MacBook ikke har USB-stik, er fordi Jony Ive glemte dem i prototypen. Det hævdes i hvert fald i en ny video, hvor en “ingeniør” fortæller om designprocessen. Videoen er på rekordtid blevet et hit og set flere hundrede tusinde gange.
Netop det faktum, at den nye MacBook bare har et enkelt stik, der skal gøre det ud for oplader, skærm og ekstraudstyr har delt vandene. Nogle mener det er genialt, andre at det er det glade vanvid. Ikke ulig en diskusion i 1998, hvor Apple fjernede diskettedrevet fra sin første iMac-computer.
Videoen er en variant af den såkaldte “Hitler-video”, hvor et klip fra filmen Der Untergang blev til et mem, hvor Hitler kommenterede alt fra teknologi til trafik. Således har denne video tidligere floreret med andre undertekster. Men det gør den bestemt ikke mindre morsom …