Mini Cooper er en af de mest ikoniske biler på vejen, og selv om engelske brand er nu ejet af BMW, har det beholdt det der særlige “engelske udtryk”, kombineret med den tyske præcision. Mini Cooper SE er nok en af de sjoveste biler, jeg har kørt i min tid som anmelder af elektriske biler, for den ligger lavt på vejen, er hurtig og fræk og den giver virkelig meget køreglæde for pengene. Og så er den nuttet.
Nuttet elbil Designet er, som Mini nu engang er; supernuttet. I de dage jeg har kørt i Minien har jeg fået masser af blikke, for den lille bil er virkelig sød at se på, og især kvinder kigger langt efter bilen, men egentlig synes jeg den grå version med de neongrønne detaljer fungerer superfint – også til mænd. Minien er lidt som en lille bulldog – det er ikke en stor hund, men den har alligevel noget maskulint over sig, der gør at begge køn kan lide den.
Kører som en drøm At køre Minien er som at køre en gokart. Jeg har et par gange kørt benzinudgaven, og der har man også lidt den følelse, fordi bilen ligger så lavt på vejen – men når man så lægger til, at Mine E er elektrisk, så forstærker det fornemmelsen af en miniature sportsvogn. Den er rap og ligger virkelig godt på vejen og i sving, og man er i kontakt med den på en måde som er ganske sjælden. Efter blot et par dage føler jeg virkelig, at jeg har fået føling med bilen, hvilket ellers plejer at tage noget længere.
Mini rækkevidde Problemet med Mini – som med mange af de små elbiler – er rækkevidden. Mini Cooper SE kan kun køre ca. 150-180 km. på en opladning ved blandet kørsel. Noget mindre hvis du kun kører på motorvej. Det er sådan set ikke helt urimeligt for en bil i klassen, men det gør naturligvis, at brugsmulighederne er lidt begrænsede. Eksempelvis synes jeg det er den perfekte pendlerbil hvis du har 20-30 km til arbejde og har en lader derhjemme. Den er også glimrende som bil nummer to til lige at smutte ud at handle og så videre. Men hvis du har børn skal du nok lige tænke dig om en ekstra gang, før det bliver mini der bliver din “kone-bil”, for plads – det er der altså ikke meget af.
God plads – på forsædet En Mini Cooper SE er ikke en stor bil, det siger ligesom sig selv. Der er dog mulighed for at skubbe forsædet heeeelt tilbage, hvor det faktisk rammer bagsædet. På den måde kan jeg sagtens, med mine 189cm., være på forsædet. Det gør jo så til gengæld, at der absolut ikke kommer nogen ind på bagsædet. Til gengæld har jeg haft bagsædet lagt ned, og så har man faktisk et anstændigt bagagerum.
Fræk betjening Minien er ikke en voldsomt intelligent bil – som eksempelvis Teslaen. Her er der ingen giga skærm i midterkonsollen eller for den sags skyld mange fancy funktioner, og man kan kigge langt efter selvkørende egenskaber som på Teslaen. Til gengæld er de mange knapper, de to skærme og alt andet faktisk designet præcis som man forventer – og det kan altså også noget i en bil som Mini Cooper SE.
Der er to skærme – en i midten, der eksempelvis understøtter Apple CarPlay og så en foran føreren der viser hastighed, rækkevidde og så videre. Begge skærme er af god kvalitet, og begge skærme passer glimrende i designet af bilen.
Men hvem skal købe den? Da jeg i første omgang hørte om Mini Cooper SE, der er bygget på den efterhånden ret gamle platform som også er grundlaget på BMW i3, tænkte jeg at det ville være en fuser. Rækkevidden er ikke imponerende efter nogen som helst målestok, og en opladning med kun 50kW er heller ikke særligt prangende. Men da jeg fik bilen til test må jeg indrømme, at min holdning ændrede sig en del. Mini er sød, sjov, charmerende og velbygget. Den kører som en drøm og køreglæden er altså helt i top – og det faktum at den forsæderne kan skubbes heeeelt tilbage gør også noget for brugbarheden, selv om man ikke er en lille person. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor jeg bare knuselsker den lille Mini, men det gør jeg altså. Og så er prisen på fra ca. 260.000 kr. heller ikke helt dumt.
Jeg vil ikke anbefale bilen til folk, der på nogen måde forventer at køre på tværs af landet mere end en enkelt gang eller to om året. Til gengæld er den en sublim bil til de små smutture, ligesom den er en glimrende bybil – forudsat altså, at du kan finde et sted hvor den kan lade op.
Mini Cooper SE er bilen man ikke kan hade. Kort rækkevidde eller ej.
Du kan læse mere om Mini E her.