Teknologi er fantastisk, men ikke altid lige pålideligt. Det måtte en kinesisk videoblogger sande, da hendes ansigtsfilter fejlede og afslørede hendes sande udseende midt under en liveudsendelse. Den ellers så ungt udseende kvinde, som blogger under navnet “Your Highness Qiao Biluo”, er nemlig i virkeligheden en 58-årig kvinde, fortæller BBC.
Qiao Biluo har i længere tid benyttet en skønhedsfilter, når hun bloggede på det kinesiske livestreaming-site Doyu. Under et livestream med en anden blogger strejkede filteret og afslørede hendes sande udseende for de overraskede seere.
Nu kan man så argumentere for, at udseendet ikke betyder noget, hvis bare indholdet (i bloggen forstås) er i orden, men hendes følgere er åbenbart af en anden mening. Adskillige af de – primært – mandlige følgere forsvandt nemlig helt efter ”afsløringen”. Mange af de donationer, hun havde modtaget i løbet af programmet, blev også tilbagekaldt, skriver BBC.
Ifølge Doyu havde Qiao Biluo mere end 100.000 følgere og var i øvrigt kendt for sin ”søde og helende stemme”. Ifølge sitet modtog hun ind i mellem donationer på op til knapt 100.000 kroner. Nu har Qiao Biluo imidlertid besluttet at lukke for sin bloggerkonto.
Hændelsen har sparket en debat igang på kinesiske sociale netværk Weibo, hvor nogen mener at den kinesiske videoblogger lokkede penge ud af mænd under falske forudsætninger, mens andre mener, at det er de donerende mænd, der har fået sig en lærestreg.