ElbilerTophistorie

Vil minimere dækslid på elbiler

I fremtiden kan elbiler få en 'Reducer dækslid'-knap ved siden af Eco-knappen. Volvo Cars og den svenske stat har iværksat forskning.

Hvordan kan bilproducenterne optimere deres køretøjer for at reducere dækslid og dermed partikelforurening? Det er netop det, et nyt forskningsprojekt, hvor Statens Vej- og Transportforskningsinstitut, VTI, samarbejder med Volvo Cars, forsøger at finde svar på.

Ikke alene er der større dækslid på grund af elbilernes øgede vægt. Der er også risiko for højere slid på grund af elbilernes højere motorkraft.

 

– Vægten og motorstyrken er udfordringer, men samtidig er det relativt nemt at kontrollere elbiler hurtigt og præcist. Det betyder, at der bør være gode muligheder for at påvirke dækslitagen, siger Mats Gustafsson, som er seniorforsker ved VTI og leder af det nye projekt.

Et stigende problem

Partikelforurening fra dæk er et stort problem. Ikke bare fra elbiler, men også fra fossilbiler. Fossilbilerne er nemlig også vokset i både størrelse og vægt de senere år. Derfor bliver dækslid en del af Euro 7-reglerne, som forventes at træde i kraft i 2026. De præcise grænseværdier for dækslid er endnu ikke fastlagt, men dæk, der overskrider grænseværdierne, vil ikke længere kunne sælges inden for EU.

 

For hver 1.000 kørte kilometer slides der omkring et kilo partikler af, herunder mikroplast. Ifølge studier fører dækslitage til, at der alene i Europa hvert år ender 500.000 ton mikroplast i naturen og vandløb. Globalt anslås mængden til at overstige seks millioner ton.

Kan munde ud i en ”reducer dækslid”-knap

Helt konkret vil VTI og Volvo Cars udvikle metoder til at måle dækslid baseret på forskellige bilers egenskaber. Udover vægt og eldrift vil forskerne også se nærmere på faktorer som firehjulstræk kontra tohjulstræk og bilernes forskellige køreindstillinger.

– Hvem ved, måske får elbilerne i fremtiden en ”reducer dækslid”-knap. Det kunne være en køreindstilling, der sammenfalder med ”eco”-tilstanden, men det må tiden vise, siger Mats Gustafsson.

 

Projektet skal vare i to år og finansieres af Swedish Electromobility Centre. Det vil blive udført på VTIs testanlæg i Lindköping og Volvos anlæg i Hällered, oplyses det i en pressemeddelelse.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.