Præcis den 16. juni fyldte vinylpladen 70 år og efter et par årtier i dvale, er den runde skives popularitet igen støt stigende. Cd’en er igen udkonkurreret – musikbranchen tjener nu flere penge på at sælge vinylplader end cd-skiver. Salget af vinylpladen steg med 52 procent fra 2013 til 2014 og for første gang siden vinylens glansperiode i 1980’erne åbner der igen pladebutikker rundt om i de danske byer.
Vinylen er et stykke vidunderligt ingeniørarbejde og det lader til at være umuligt at slå den ihjel. Og det er ikke så sært, for med det rette udstyr kan en pladespiller og en vinylplade levere en musikalsk oplevelse af imponerende dimensioner. Men har du nogensinde undret dig over, hvordan rillen i vinylpladen kan omdannes til musik, der kommer ud af dine højtalere? Så er du kommet til det helt rigtige sted.
Den første vinylplade Violin Concerto in e minor . Pladen blev demonstreret offentligt på Waldorf-Astoria Hotellet, New York, den 20. juni 1948 og siden gik det over stok og sten. For at fejre 70-års fødselsdagen er albummet i øvrigt lige blevet genudgivet i 500 eksemplarer, som blev givet væk gratis i udvalgte HMV-pladebutikker i England.
Rillen Musikken ligger i vinylpladens rille – der er kun én rille på hver side og den løber fra vinylpladens yderste kant til midten uden brud. Rillen er smal; den er typisk mellem 0,04 og 0,08 millimeter bred (afhængig af signalstyrken, red.) og den er gennemsnitligt cirka 500 meter lang.
Hver side af rillen bærer selvstændig information. Den side, der er tættest på kanten, bærer det signal, der havner i den højre højttaler, mens den anden bærer lyden i venstre kanal.
Den nål, der aflæser rillen, kan bevæge med en hastighed på op mod 100 kilometer i timen og blive udsat for g-påvirkninger på op til 100 g. Det er altså sensitiv ingeniørkunst på højeste niveau og forklarer, hvorfor pladespillere er så sensitive overfor eksterne vibrationer.
Nærbillede af nålen i rillen. Rillens venstre og højre side indeholder informationer om venstre- og højre lydkanal. Pickuppen Nålen er monteret i pickuppen – og det er her magien sker. Det er pickuppen, der omsætter vibrationer forårsaget af nålens bevægelse gennem rillen til et analogt elektrisk signal, der efter forstærkning og filtrering kan gengives som lyd.
Selve nålen er lavet af et meget hårdt materiale, typisk korund (safir), osmium eller diamant – men industridiamant og ikke den ”rene” og bearbejdede diamant, der bruges i smykker. Nålen er typisk slebet spids, så den kan komme ned i rillen og følge rillens bevægelser, når pladen snurrer. Nålens vibrationer overføres gennem nålerøret til pickuppens chassis, hvor bevægelserne skaber en strøm/spænding – og det er denne variation af strøm og spænding som forstærkes og bliver til musik i højttalerne.
Der er to grundlæggende typer af pickupper; Moving Magnet (MM) og Moving Coil (MC). Moving Magnet er den mest almindelige, da den er billigst at producere – og med mindre du køber en afsindig dyr pladespiller, så er den med garanti udstyret med en pickup af MM-typen. På en MM-pickup er der monteret en lille magnet på pickuprøret modsat nålen, mens spolerne, der reagerer på magnetens bevægelse, er monteret i selve chassiset.
På en Moving Coil-pickup er det i stedet spolerne der bevæger sig, mens magneten er fastmonteret i chassiset. Fordelen ved denne konstruktion er, at den er mere følsom og giver bedre respons på vibrationerne i rillen. Den giver bedre lyd, hvis ellers resten af din opsætning (pladespiller, forstærker, højttalere, etc.) er i stand til at udnytte det.
Forsimplet illustration af Moving Magnet (til venstre) og Moving Cool pickupper. Der findes en tredje, men ikke særlig udbredt type; en forbedret MC-pickup med navnet High-output Moving Coil, der forsøger at taget bedste fra MM og MC-teknologierne. Lyden er en kende bedre end den rene MM-pickup og prisen er lavere end en ren MC-pickup.
Men generelt kan man sige, at en MM-pickup egner sig til masserne. Den har god kvalitet og er rimelig ukompliceret. MC-modellen er til dig, der går op i sagerne – og er villig til at bruge pengene på det.
Forforstærkeren Signalet fra en pickup / pladespiller er svagt og har brug for at blive forstærket. I gamle dage (det vil sige for 20-30 år siden) var der typisk indbygget forforstærker til pladespilleren i forstærkeren, men det stoppede, da cd’en fik sit indtog. Herefter blev forforstærkeren – eller RIAA’en som den også hedder – et stykke ekstraudstyr, der skal tilsluttes mellem pladespilleren og forstærkeren.
Der findes et utal af forskellige forforstærkere til pladespillere og de er lige så meget videnskab for hifi-nørden som pickup og pladespiller.
Efter vinylens genkomst er flere producenter dog begyndt at bygge RIAA’en direkte ind i pladespilleren i stedet og det betyder, at pladespilleren kan sættes direkte til et sæt aktive højttalere. For eksempel Sonos Play:5. Ægte hifi-nisser vil fnyse af denne løsning, men vil du bare nyde din gamle vinylsamling — eller med på bølgen – så er det et udmærket sted at starte.
En god begynder-pladespiller Er du ny i vinylen verden, kan det godt være temmelig uoverskueligt, at vælge en pladespiller. Her på redaktionen har vi forelsket os i det engelske mærke Rega, der laver både smukke og yderst velspillende pladespillere i adskillige prisklasser. Rega Planar 1 er en simpel model, der virkelig leverer i forhold til prisen (2.495 kroner) og giver mulighed for løbende opgraderinger. Læs vores anmeldelse af Rega Planar 1 her. Rega har også netop udgivet Rega Planar 1 PLUS, der er en identisk model, men med indbygget RIAA. Læs også vores stortest af begynder-pladespillere her.