Onsdag eftermiddag præsenterede Volkswagen sin ID.4 GTX, der er den seneste tilføjelse til ID-familien. To-farvet maling, frontkofanger med højglanssort køleluftindtag og 21-tommer hjul giver GTX’en et mere sportsligt udtryk, mens selve køreoplevelsen får et nøk med dual-elmotor og elektrisk firehjulstræk. Den første af ID’erne, der får den tur. Ja, faktisk den første bil, baseret på MEB-platformen. der fire firehjulstræk.
GTX svarer fremover til GTI på alle Volkswagens elektriske modeller. Ved verdenspremieren i Tempelhof lufthavnen i Berlin kunne den nye ID.4 GTX vise, hvad den er i stand til med sit elektriske firehjulstræk, og uden problemer klatrede den op af en 37,5 procent stejl rampe. Takket være dual-motor-firehjulstræk er ID.-topmodellen i stand til at accelerere fra 0 til 60 km/t på kun 3,2 sek. og 0 til 100 km/t på 6,2 sek.
Det betyder også, at effekten stiger fra 201 hk i standardudgaven af ID.4 til 295 i GTX. Nogen racer bliver det dog ikke, selv om man kommer hurtigt over lysreguleringen, topfarten er nemlig elektronisk begrænset til 180 km/t. Det ændrer dog ikke ved, at ID.4 GTX er sjov at køre, lover Volkswagen:
– Kørsel på strøm er ganske enkelt sjovt og med ID.4 GTX giver vi e-mobilitet en ny dimension. Det hidtil mest emotionelle medlem af ID.-familien beviser, at elektrisk mobilitet og en udpræget sportslig køreoplevelse ikke er hinandens modsætninger, lover Ralf Brandstätter, CEO for Volkswagen-mærket.
Den nye Volkswagen ID.4 GTX vil kunne opleves hos de danske forhandlere i juni måned, og priserne starter ved 409.995 kroner, fortæller tyskerne i en pressemeddelelse. Her er lidt billeder af banditten:
Volkswagen ID.4 GTX versus Tesla Model Y To biler, der nok kommer til at konkurrere direkte mod hinanden – og det bliver ikke på ydelsen, ID.4’eren skal vinde hjerter. Selv den “lille” Long Range-model af Y’eren er mere end et sekund hurtigere om at komme op på 100 km/t, ligesom den har en topfart på 217 km/t (mod ID.4 GTX’erens 180 km/t).
Heller ikke med hensyn til rækkevidde kan ID.4 slå Model Y. ID.4 GTX har den vanlige 77 kWht-batteripakke og en rækkevidde på top til 480 km (WLTP), mens Teslaen kværner 520 km på en opladning.
Til gengæld er Volkswagen ID.4 GTX nok også en del billigere end Model Y, der forventes at komme op i nærheden af 500.000 kroner.